Oversvømmelse af Flyndersøengen i nov. 2007

 
9/12 2012

Baggrunden for oversvømmelsesproblemerne ved Flyndersø er tidligere beskrevet på Rørvig Naturfredningsforenings hjemmeside (se link til gamle sider) og i det nye medlemsblad Rørvig By og Land. Det må forventes at blive en længere føljeton her på vores nye hjemmeside, da der er mange modstridende interesser omkring den bekostelige affære – og klimaudviklingen vil kun gøre problemerne værre med flere storme og en forventet vandstigning på 1 meter de næste 100 år.

Foreningen har gennem mange år fulgt med i problematikken med hjælp fra Dansk Hydraulisk Institut og Københavns Universitet og har i høringssvarene omkring Natura 2000 pointeret nødvendigheden af en samlet plan. Dette er både erkendt af Naturstyrelsen i de vedtagne Natura 2000-planer og af Transportministeriet, som begge har underkendt Kystdirektoratets seneste afgørelser om det østlige sommerhus.

Kystsikring skal principielt finansieres af lodsejerne efter tilladelse fra Kystdirektoratet, men en stor del af den truede Flyndersøeng ejes af Naturstyrelsen. Efter opfordring fra Odsherred Kommune vil vi nu hjælpe bl.a. ejeren af det østligste sommerhus med at undersøge mulighederne for en fællesnævner mellem lodsejerne og dermed et kystbeskyttelseslaug, så der kan etableres en samlet løsning. Da de to østlige sommerhuse ligger i selve Natura 2000-området, kræver løsningen også deltagelse af Naturstyrelsen, der ligesom naturforeningerne principielt er modstandere af kystsikring i et naturområde som dette.

Rørvig By og Land og Danmarks Naturfredning vil dog antageligt kunne acceptere reetablering af strandvoldene med løbende tilførsel af ral – og meget gerne reetablering af det undersøiske rev 150 meter ude til at bryde bølgerne. Dette skyldes, at der efter foreningernes opfattelse er tale om afbødning af konsekvenser af menneskeskabte problemer – men forslagene skal naturligvis analyseres nærmere af fagfolk.

Se i øvrigt Notat om kystbeskyttelse ved Flyndersø 2013

Kystudviklingen ved Flyndersø til 2008