Romantikernes slagnummer var den gamle Isby ved kirken, som skulle være begravet af en voldsom sandflugt på 3 dage i 1527, hvorefter Rørvig blev opført i læ nede ved fjorden. Baggrunden var en beretning fra Nykøbing-Rørvig-præsten Hyphoff i 1743, som blev gentaget af en efterfølger J. Larsen i 1830. Ellers kendes historien primært fra den romantiske tyske digter, Henrik Steffens (1824), hvis mor var født på Anneberg, og forfatteren Vilhelm Bergsøe (1884). Den er blevet begrundet med et brev, som sognepræsten Hans Peersen i 1527 skrev for fæsterne af Vor Frues Klosters gårde i Rørvig til klosterets forstander, lensmanden i Holbæk, Henrik Krummedige.
Guds straf er overgået os på den måde, at sand helt har ødelagt vor ene vang og en del af de to andre. Tyngden er lige stor eller snarere større end fordum. Nu er nogle af gårdene øde. Og flere bliver det snart, fordi der nu ikke er sådan avling, som der var i fordums tid.
Præsten beskrev præcis den ødelæggelse af Vestervang og lidt af de to øvrige vange, som ses på reliefkortet nedenfor. Præsten beskrev altså afslutningen – ikke begyndelsen på sandflugtens udbredelse. Han klage går på, at der ikke var en avling som i fordums tid, og at gårdene efterhånden blev lagt øde – ikke på grund af ødelæggelse af gårdene, men på grund af de tilsandede agre. Præsten skrev heller ikke, at man skulle bruge materialer til genopførelse, hvilket fæstebønderne som regel krævede, når fæstede huse blev ødelagt. Årsagen til brevet var, at man ønskede landgilden nedsat, da jorden ikke kunne brødføde alle gårde, hvorfor nogle var blevet forladt. Der blev altså ikke ødelagt eller flyttet nogen Isby ved kirken i 1527. Kongen rådede i 1529 klosteret til at nedsætte landgilden, “så klosteret ikke skal fange øde og fordærvet jord“. Hvor mange gårde, der var dengang, ved vi ikke, da ejerskabet var spredt på flere hænder, men kun to gårde kunne betale landgilde. Resultatet blev efter nogle bryderier, at en del af landgilden kunne erlægges i form af fisk, brændsel og kontanter – Rørvig var i høj grad et fiskerleje og blev i øvrigt også fremhævet som færgested. Romantikkens myte om Isby høres først flere hundrede år senere og må anses for begrundet i en gammel overfortolkning. Igen et eksempel på at fantasien har spillet fortællerne og deres lokalhistoriske referenter et puds. Vi skal se nærmere på konsekvenserne:

Som det omtales i næste artikel i forbindelse med Chr. 5’s Matrikel i 1688 havde Rørvig 25 gårde, mens Nakke havde 23 gårde, som var 3 gange så store. Det var fæstegårde, hvor ejerne selv fastsatte antallet af fæstebønder, så Rørvigs bønder må i væsentlig grad have ernæret sig ved fiskeri, færgeri og transport til og fra kongens stutteri på Hesselø, der nævnes som deres hoveriforpligtelse. Byen har formodentlig i hele middelalderen ligget i bugten, som helt klart var det bedste bopladssted i Rørvig, og bønderne har hele tiden haft disse indkomster udover landbruget.

Roskildes Frue Klosters jordegods i Isøre og Nakke byer blev første gang nævnt i 1257 af paven – at der tillige skulle være en Isby er derfor usandsynligt og bekræfter blot mytens karakter. Faktum er, at byen på sognets nordlige jord hed Isøre. Isøre by skiftede nemlig beviseligt navn til Rørvig fra 1320 til 1370 mellem forarbejderne og den endelige udgave af Roskildebispens Jordebog. Bispen havde nogle gårde i begge byer og også en hovedgård i Nakke. Rørvig By har antageligt ligget ved den rørfyldte vig i fjorden allerede i 1370 – eller snarere siden det oprindelse tidspunkt for landsbyoprettelser i 1000-1200-tallet, hvilket støttes af fundet af et 1200-tals møntdepot samt en række andre middelaldergenstande ved møllen.

Navnet Isøre kom ifølge Saxo fra en strand (gammelnordisk ”ør” ) med store isskruninger, der som nævnt i forrige artikel må have ligget ved spidsen af strandvoldene ved Skansehage Hede. Navneskift var normalt forbundet med flytninger, men navnerodet kan her skyldes, at Isøre både var navnet på stranden, det fælles sogn, tinget og Roskildes udsejlingshavn, hvorfor man i Roskilde af praktiske årsager valgte det mere betegnende navn på byen. Det lokale navn havde måske hele tiden været Rørvig for at skelne byen fra de officielle Isøre-steder. Da strand, havn og ting forsvandt, ændrede man til sidst navnet i Roskildebispens Jordebog.

Skyggefoto af sandflugtsområdet  - klik for større udgave

Skyggefoto af sandflugtsområdet – klik for større udgave

Sandflugten skyldtes afgræsning og ”den lille istids” vandsænkning, som sammen med strandvoldene bragte en ny sandflade frem i sundet mellem Odsherred og Rørvig-øen. Det gamle sund var antageligt allerede i vikingetiden spærret af strandvolde og drag. Klitter og strandvolde spores på skyggefotos, hvoraf et udsnit vises. Sandflugtens udbredelse er antageligt forløbet fra 12-1400-tallet frem til dens endelige udbredelse, som altså allerede beskrives i 1527. Den vestlige del af det senere Nakke Lyng var i den foregående periode opstået af havet, så da den nordlige del af Hovvig var blevet udfyldt, føg sandet ind over Vestervang. Det ændrede vangen til Rørvig Lyng og Sultelyng, hvoraf en del blev til Husmandsvangen efter udskiftningen. På fotoet ses også, hvordan strandvoldene har nærmet sig pynten ved Rørvig, inden materialetransporten begyndte at gå uden om Rørvig og til sidst endte i Skansehage.

Kirken først i 1900-tallet

Kirken først i 1900-tallet

Den senromanske kirke blev opført i 1200-1250 ude ved den vestlige kystskrænt, så på det tidspunkt kan sandflugten endnu ikke have været generende oppe på højen. Alle rygter om spor af en by ved kirken er tilbagevist af arkæologer trods flere århundreders vagtsom søgen – og kirkens umiddelbare omgivelser bærer ikke præg af sandflugt, da den lå på en høj skrænt. Den barske placering uden ferskvand var næppe egnet til landsby. Fælleskirken er antageligt opført alene, hvor vejene fra sognets to nogenlunde lige store byer mødtes i en fællesvej over det tørre drag af strandvolde mod nord langs kysten. Det synes ifølge skyggekortet og en tidligere georadarundersøgelse at have været sognets første fastlandsforbindelse på et tidspunkt, hvor Hovvig gik væsentligt længere mod nord. Man fulgte antageligt bræmmen langs kysten, som var mere tør og jævn end det fugtige, ujævne strandvoldsområde omkring Hovvig. Antageligt er præsten i begyndelsen kommet fra Nykøbing – ligesom Rørvig Kirke ved reformationen og længe efter var et anneks til Rørvig. En sådan beliggenhed mellem menighederne kendes især fra Vestjylland. Skyggefotoets særprægede og markante klitdannelse hen mod kirken lige syd for nutidens Telegrafvej skyldes muligvis sandsamling ved den gamle vej, som følge af rydning af flyvesand, læhegn eller bevoksning i biologisk affald i forbindelse med en sådan oprindelig vej.

Depotet af 29 sene 1200-tals mønter på møllens mark lige syd for byen har muligvis sammenhæng med Marsk Stigs hærgen i Isefjorden omkring 1290, men depotet er for sent til at vedrøre Isøre Havn og Ting – og de øvrige ting var heller ikke fra vikingetiden. Fundet ved byen gør det vanskeligt at tro, at byen nogensinde har ligget ved kirken. Ville et så stort depot blive lagt på en tilfældig mark – langt fra byen? Ville man virkelig opføre en kirke og kort efter flytte byen ned til fjorden, for derefter at udvide kirken senere?

I området neden for bakken med møllen løb bækken ud fra bl.a. Søndervangsengen, som forsynede gadekæret og byen med rindende fersk vand – hvad det har knebet med ved kirken og de fleste andre steder. I Rørvig-bugten var byen tillige skærmet mod sandflugten af resterne af stenalderens sunde mellem Vestervang, Nørrevang og Søndervang, hvor boreprøver afslører havskaller og senere ferskvands-gytje rundt om byen – herunder Søndervangsengen og det gamle rørmoseområde Sellen, som på nær et lille hjørne blev dækket af sandflugten. Sandflugtens partikler springer og kan derfor ikke passere over vådområder, så byen har sandsynligvis aldrig været begravet for alvor.

Rørvigbugten - klik for større udgave

Rørvig Bugten

De sjællandske gårde i vikingetiden og før lå normalt enkeltvis i landskabet – i modsætning til de jyske. De fleste gårde blev derefter i 1000-tallet og enkelte frem til afslutningen af befolkningstilvæksten omkring 1250 samlet i landsbyfællesskaber af mindre fæstegårde under herremænd mod fritagelse for leding. Her blev de liggende fast indtil fællesskabernes opløsning i 1700-tallet. Ejerne handlede gårdene og deres andele i fællesskabet (bol) og skænkede dem senere ofte til kirken. Odsherred havde flere fribønder end andre områder, men i Rørvig og Nakke synes næsten alle gårde mod middelalderens slutning at høre under kirke og klostre i Roskilde. Senere kom de under Dragsholm/Anneberg for at ende som krongods.

”Bystedet” kan have været en oprindelig boplads/gård ved Hovvig, når der henses til stedets relativt høje fosfatindhold, men det må i så fald være en boplads før landsbysamlingen og fællesskabets trevangssystem. Hovedparten af det Bysted, som de to landsbyer kæmpede om i retten i 1700-tallet, har dog tidligere været en del af Hovvig, så der er måske blot tale om et taktisk valgt navn fra denne kamp.

Rørvig havde før sandflugten som de fleste sjællandske middelalderbyer trevangsskifte med de gamle vange, Vestervang, Nørrevang og Søndervang. Byen lå som en landingsplads ved den stille fjord naturligt midt mellem disse vange – med Søndervang helt ned til Skelgården på Nakkes østside. Det sidste indikerer, at byen allerede lå i bugten, da bygrænserne blev aftalt – og det vil traditionelt have været først i middelalderen. Vi har ingen grund til at tro, at Rørvig Sogn skulle være anderledes end andre – det eneste usædvanlige var placeringen af kirken omkring 1250 og navneskiftet inden 1370, som begge kan forklares, og som opvejes af fundene ved møllen sidst i 1200-tallet.

Vangene var omgivet af et dige eller et flettet rishegn for at holde kvæget på brakvangen og overdrevet ude af de to dyrkede vange. Da sandflugten fra Vestervang ramte gærdet mod Nørrevang lagde sandet sig derfor naturligt her, og bønderne måtte løbende forhøje hegnet for at holde kvæget ude af kornet. De har formodentligt hurtigt opdaget, at de kunne stoppe sandflugten på denne måde, og således opstod Højsandet vel blot ved, at man forhøjede hegnet. I den nordlige del har sandflugten været begrænset på grund af Dybesø, og man har åbenbart ikke været interesseret i den store indsats så langt mod nord. Her ses diget stadig nord for Lokkemosevej, og her opstod Flyvesandslodderne på Nørrevang, der gav navn til Sandlodsvej. Det ser ud til, at man til sidst standsede sandflugten her med et risgærde 100 meter øst for diget. I den sydlige del pressede sandflugten efterhånden Sellens afløb mod øst, så det løb ud i nutidens bæk, hvor Lodsoldermandsgården senere opstod. Derfor må hegnet være blevet lagt langs bækken mod sydøst, så Højsandets ellers lige nord-sydlige linje til sidst drejer 45 grader mod øst. Ved tilkørselsvejen vest for byen har sandflugten haft frit spil i nogle vindretninger, og her opstod et ”Lille Højsandet” ved Vandværksvej – antageligt lige som Højsandet. Også længere ude mod vest ses nogle sanddannelser på to rette linjer, som kan tyde på spærring til beskyttelse af byen og dens nærmeste jord.

I øvrigt er et af Rørvigs andre gamle slagnumre sagnet om den fredløse Marsk Stigs begravelse i Rørvig Kirke i 1293. Historikeren Arild Huitfeldt, som var lensmand på Dragsholm, nævnte den som et alternativ til Stubberup – og sandsynligheden af dette sagn forsvares netop med kirkens ensomme beliggenhed nær stranden – i 1293. Men man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, så man må droppe mindst et af sagnene. Til den ensomme kirke hører stadig også sagnet om Bruden fra Rørvig, men det hører antageligt til tiden efter 1527.

Gamle fortællinger og en skønlitterær novelle fra 1824 gav landliggerne en romantisk baggrund for det spændende øde landskab, som de første landliggere søgte op til omkring 1900. Landskabet har ændret sig så meget i dag, at det er vanskeligt at forestille sig stedets fortid – og samtidig er den historiske kildekritik kommet til. Selv om der viste sig mere dokumentation end lokallitteraturen bar præg af, er Rørvigs middelalderhistorie stadig usikker og giver behov for ræsonnementer. Ligesom Geopark-projektets forsøg på visualiseringer hjælper vore forestillinger på vej, vil turister og sommerhusejere næppe tage sig til takke med klinisk videnskabelige afhandlinger om historie og arkæologi. Uanset hvilken grad af sikkerhed og seriøsitet man ønsker i sin beskrivelse, må man imidlertid under alle omstændigheder begrænse sin fantasi til at ligge inden for rammerne af den kendte dokumentation – fra alle fag. Fabuleringer over forvirrende og selvmodsigende sagn hører romantikken til.
(Fortsættes)

Troels Brandt 31. juli 2015 (Ajourført 20/8 2016)