Bruden fra Rørvig – Guds engel fra Rørvig – Spøgeriet ved Kongeleddet
 
 
Bruden fra Rørvig

Der var stille i Rørvig-præstens studerekammer denne lørdag aften.
Den gamle præst sad bøjet over sin prædiken, som han skulle holde næste dag. Lampen kastede sit blege skær over hans hvide hår, og pibens røg snoede sig i rolige bølger omkring ham. Den fuldkomne stilhed blev kun brudt af træernes sus udenfor vinduet.

Pludselig lød stærke, hurtige skridt på trappen, og to fremmede mænd i hvide kapper kom ind i værelset.
Præsten så forundret på de sene besøgende.
De tiltalte ham høfligt nok, men der lå en skjult trussel i deres stemmer.
Deres sprog var fremmedartet og næsten ikke til at forstå, men de mange penge i den enes hånd og pistolen i den andens, talte et tydeligt sprog – præsten forstod, at han skulle følge med.

Med rystende hænder tog den gamle mand sin kappe på.
Han turde ikke modsætte sig den truende pistol og gik sammen med de to mænd ud i den mørke, kolde efterårs nat.

De skulle gå en halv kilometer gennem det øde og forladte sandlandskab, og præstens to ledsagere var tavse og indrettede kun modvilligt deres skridt efter den gamle mands langsomme gang.
De havde hastværk, og der var noget uheldssvanger over deres miner og bevægelser.

Præsten fik snart øje på sin kirke, som lå fuldt oplyst oppe på bakken – et syn, han så mange gange havde hilst med glæde, men i aften så han det med bange anelser og frygt i hjertet.

De to mænd puffede ham ind ad døren, ind i en tæt trængsel af mennesker, som talte et fremmed sprog.
Præsten famlede sig frem til alteret, halvt bedøvet af stemmernes larm, det blændende skær fra de mange vokslys og sin egen sindsbevægelse.

Folk gjorde plads for ham, og så stod han overfor et brudepar! –

Unge, smukke og rigt klædte mennesker!
Brudgommen var en mørkhåret, kraftig mand med en skarp ørnenæse og urolige, stirrende øjne. Ved siden af ham stod den smukkeste pige, præsten havde set i sit liv. Det blonde hår lå i krøller omring hendes fine ansigt, og en lyseblå silkekjole med sølvbroderier smøg sig omkring hendes slanke krop.
Et pragtfuldt diadem smykkede hendes hoved, og på sine hvide fingre bar hun mange kostbare ringe. Men hun lignede ikke en lykkelig brud. Det smukke ansigt var blegt og forstenet, og hun skælvede over hele kroppen så hun næppe kunne holde sig oprejst.

Præsten kunne ikke få sine øjne fra denne smukke, fortvivlede pige.
Hendes skønhed betog ham, og hendes fortvivlelse rørte hans hjerte.
Endelig løsrev han sit blik fra hende og lod sine øjne vandre rundt i kirkerummet.

Med bestyrtelse så han, at en sten fra gulvet stod op ad en kirkebænk, og der, hvor stenen havde ligget var opkastet en ny grav.
Præsten var så forfærdet, at han først kom til sig selv, da den rigt klædte mand puffede til ham.
Brudeparret stod foran ham og ventede.
Med brudt stemme læste præsten vielsesritualet.
Pigen hviskede sit ja med næsten uhørlig stemme – men brudgommens svar var som et brøl.

Efter vielsen fik præsten sine penge og blev gennet ud af kirken med påbud om straks at gå hjem – men han ventede i skjul udenfor.

I begyndelsen hørte han kun en sagte mumlen, men efter nogen tid udviklede det sig til et højrøstet skænderi – derefter lød et højt, skærende kvindeskrig og et pistolskud.
Så blev alt dødsens stille!
Lysene blev slukket, og efter nogen tid forlod de mange mennesker kirken, gik mod stranden og forsvandt som spøgelser i natten.

Præsten stod kuldskær og rystede i ly af den pille, han havde skjult sig bagved. Han turde ikke komme frem før den sidste lyd var døet hen.
Han indså, at han ikke kunne finde løsningen på de sære begivenheder nu i mørket, og derfor gik han hjem.
Søvn kunne han ikke finde, han sad i sin lænestol ved vinduet og ventede, tung i sindet, til morgendagen brød frem.
Så snart det begyndte at lysne, gik han til landsbyen, som lå et stykke fra præstegården.
Her vækkede han nogle af sine venner.
Han kunne mærke på dem, at de ikke rigtigt troede på hans fortælling, men han fik dem dog med sig, bærende på brækjern og skovle.

Solen stod op, da de nåede kirkebakken.
I morgendisen så de et fremmed skib fjerne sig fra land, for fulde sejl. – Var det et russisk rigsskib…? –
Det var de ikke helt sikre på, men deres mistillid til præsten historie veg, og de fulgte ham ind i kirken.

Osen fra de mange lys, som havde været tændt om natten, og den tydelige lugt af frisk opgravet jord lå i luften.
De kunne også straks se, hvilken sten der havde været løsnet.

Mændene løsnede stenen på ny, gravede jorden op… og dernede i det mørke hul lå den unge, smukke brud.
Pistolkuglen havde ramt hende i hjertet.
Nu var hendes ansigt fredfyldt, angstens skygger havde forladt det.
Grædende kastede den gamle præst sig ned ved siden af graven og bad bønner for hendes sjæls fred.
Mændene stod stumme og rystede over dette gådefulde mord, som syntes så meningsløst.
De ordnede graven igen og gik hjem.
De måtte støtte den nedbrudte præst.
Han forvandt ikke den natlige oplevelse og døde kort tid efter.

Kilde: Danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge, som kan lånes på biblioteket.
Også fortalt af Vilhelm Topsøe, Steffens og H.C. Andersen.

 
Guds Engel fra Rørvig

Naar man fra den dybe og brede Isefjord vil seile ud i Kattegattet, ligger tilvenstre, en Fjerdingvei før Fjordens Munding, Fiskerstedet og Landsbyen Rørvig, og tilhøire, skraaes overfor, i en halv Mils Afstand, det høie Spodsbjerg. I Krigens Tid, som vore Forældre sagde, nemlig 1807-14, var der paa hver sin Side, lidt nord for Rørvig og lidt nedenfor Spodsbjerg, anlagt en Skandse med Kanoner for at holde fjendtlige Skibe borte og beskytte vore egne, der af en eller anden Grund søgte ind i Fjorden. Indenfor Rørvig-Skandsen, i en lille, dyb Bugt, vare nogle Kanonbaade stationerede.

Rørvig var desuden ligesom nu et Toldsted, og der boede i den Tid, vi tale om, en Toldcontrolleur, hvis ældste, attenaarige Datter hed Lise; men Folk i Egnen havde givet hende et andet Navn, der for Mange vil lyde sentimentalt, indtil de faae det forklaret. Det var: Guds Engel fra Rørvig. Det hidrørte fra, at hun først var gaaet omkring som et meget stille og svagt, men ogsaa meget smukt Barn, der ikke antoges at kunne leve, men saa, ligesom næret og styrket af den fælles Kjærlighed, der vistes hende, var blevet sund. Og det syntes da, at der baade i hendes og de Andres Sind var blevet efterladt en bestandig Erindring om, at hun var saa at sige Barn af Alles Kjærlighed, at hun paa særegen Maade, ligesom ved Alles Forbøn, var bleven knyttet til Livet og til dem.

En Eiendommelighed ved Landskabet havde maaskee bidraget til Navnet eller fuldendte idetmindste dets Betydning. Strækningen vesterpaa, mellem Nykjøbing og Rørvig, var dengang, og er størstedels endnu, fattig, lyngklædt Hede; men idet man nærmer sig Stranden og snarest vilde vente Sand, bliver Landet frodigt med Kornmarker og Trægrupper, og udenfor Toldcontrolleurens Hus, nærmest ved Fjorden, fuldender denne Frodighed sig i en yndig Have. Fra Huset løb – og løber – en Allee i skraa Retning mod Landingsbroen, og denne Allee af besynderlig velformede, fyldige Popler paa Grønsvær tætved Vandet var vistnok det, der sluttelig og afgjort prægede Stedet med Skjønhed. Naar man den Dag idag kom dertil, vilde kun Synet af et smukt, hvidklædt Barn behøves for at henvende Ens Tanke paa Paradis, og man vilde kunne forstaae, at der under Omstændigheder som de nys omtalte blev et usædvanlig inderligt Forhold mellem Barnet og Egnen, saa at de holdt fast sammen.

En tidlig, stille Foraarsmorgen hørte man Kanonskud mod Nord, og Rørvigs Indvaanere, der hurtig kom paafærde og samlede sig paa den høie Klitbølge, som engang er blæst ind nordvestfra indtil faa hundrede Alens Afstand fra Fjorden, saae i det Fjerne paa den blanke Flade et Skib med dansk Flag, øiensynlig en Kaper, ved Siden af et noget større Skib, et Coffardiskib, rigtignok med engelsk Flag, men med dansk Flag ovenover, altsaa tydelig nok en Prise. Efter dem fulgte engelske Baade, og man skjød fra begge Sider. Det var næsten blik stille. De to Skibe havde Seil oppe; men den Smule Vind, som undertiden fyldte dem, lod dem snart igjen falde slappe ned, saa at de engelske Baade syntes at maatte naae dem.

Generalmarchen gik i Rørvig – thi der laa en Afdeling Soldater i en Barak vest for Toldcontrolleurens Have – og Rødkjoler stillede sig op i Nærheden af Varden, et høit Træstillads lidt nordligere. I Bugten ved Batteriet blev der ligeledes livligt, men til ingen Nytte; thi Kanonbaadene havde kort i Forveien havt et Sammenstød med Engelskmænd ude i Kattegattet og vare blevne ilde tilredte, hvilket Fjenden rimeligvis var godt bekjendt med. Saavel de to Skibe som Baadene vare for langt fra Rørvig-Skandsen, til at dens Kanoner kunde række, og endnu længere fra Spodsbjerg; et enkelt Skud, som Underofficieren i Skandsen paa egen Haand afskjød, om ikke for Andet, saa for at opmuntre de Danske »med en hjemmegjort Hilsen«, vandede et godt Stykke foran Skibene. Imidlertid gled de langsomt indad, med bestandig mindsket Afstand mellem dem og Baadene, under stor, spændt, hjerteangst Deltagelse fra Land.

Men saa, i det rette, yderste Øieblik, kom en Brise. Man saae, hvorledes Seilene svulmede og Forstavnene neiede under det pludselige Tryk og skjød Skum foran sig. Men man saae ogsaa, at Skibet med dansk Flag ikke benyttede Vinden til at seile ind. Det lod sin Ledsager gaae frem, vendte selv om ligesom et levende Væsen, som en Mand, der har bragt en Kvinde i Sikkerhed og nu gjør Front mod hendes Forfølgere. Alle Folk paa Stranden kunde see, at det var kjækt gjort; men ligesaa hurtig havde de fjendtlige Baade af Brisens Natur mærket, at Krigens Chance var imod dem; de tiltraadte Tilbagetoget, snart beskyttede af et stort Krigsskib, der for fulde Seil stod ind mod Fjordmundingen.

Det var naturligt, at Capitainen, der havde frataget Fjenden et Skib større end hans eget og endda »sparket Forfølgerne ud af Porten, som de vilde ind ad«, og udført det i en Søbataille for Alles Blik, maatte vække megen Interesse. Men da han ikke hørte til nogen af Etaterne, vilde hverken Landstyrken, der laa i Byen, eller Søstyrken, der laa ved Skandsen, gjøre nogen Anstalt for at vise det. Maaskee havde man dog paa en eller anden Maade givet Noget tilkjende, hvis han var kommen iland strax; men der er en Barre med ikkun ti Fod Vand lidt nord for Rørvig, og før Prisen kunde blive bragt derover, maatte den tildels losses i Baade, hvilket Arbeide varede til langt ud paa Aftenen, og imidlertid fik man Leilighed til at tænke og betænke sig. Capitainen vilde være kommen til at gaae iland som en ganske almindelig Skibsfører, hvis ikke ud paa Aftenen Nogen var faldet paa at anbringe to Begfakler ved Enden af Alleen, altsaa lige tæt ved Landingsbroen, og Tanken herved var maaskee nok saa meget at vise de indkommende fremmede Baade Vei som at bevise dem Ære.

Men idet disse Fakler stode ganske ene og brændte ved Vandet, udbredte de en Høitidelighed, som om Nogen mere end en Konge var ivente. Rørvig Folkene gik til og fra, bestandig i Afstand fra Lyset, og dannede snart en større, snart en mindre sort Rand. Toldcontrolleurens Familie var i Haven. De kunde see Græsset og Træerne lyse i feeagtig Kreds omkring den ensomme Ild, medens de hørte Søens sagte Slag imod Stranden, snart som dybe Aandedræt, snart som hemmelighedsfulde Skridt, og ved en enkelt Opflammen af Faklerne saaes i svage, men forstørrede Omrids de faa Mænd, der stode ventende ude paa Dæmningen som paa Jordens yderste Odde.

Endelig kom Capitainen og blev hurtig ledsaget op til »Tolderens«, ved Siden af Toldcontrolleurens, hvor Embedsmændene vare samlede for at modtage hans »Declaration«. Idet han underveis kom ind i Lyset fra Faklerne og man saae hans blanke Hat og Kaardeheftet, raabte det oppe i Mørket: »Længe leve den raske Capitain! Alle Mand, Hurra!« Skaren skreg, halv undselig, halv vildt; men ved dette Raab udbrøde alle Børnene i Toldcontrolleurens Have i Graad, fra den Ældste til den Yngste.

Capitainen kom til at boe hos Tolderens, og Rørvig Folk syntes snart godt om ham. Det er bekjendt nok, at Folk, som de ere flest, naar de komme i Berørelse med en Mand, som har udmærket sig, meget snart see bort fra Bedriften, Dygtigheden eller desl. og kun fæste Øiet paa Personen, som han er til hverdags. Man kunde godt lide Capitainen, fordi han var høflig, og man fandt, at han slet ikke lignede de sædvanlige Kapercapitainer, der i Almindelighed vare yderst storagtige, naar de havde taget blot et lille Skib, og ofte bragte raa Svir og Sværm til det Sted, hvor de løb ind med en Prise. Skjøndt han var skjægget og solbrændt, fandt man ham smuk og undredes især over hans blide Øine; Fruentimmerne sagde, at der skulde vist Meget til at gjøre den Mand vred. Han var af en bekjendt Søofficierfamilie og havde været Søcadet; men paa Grund af en eller anden Feil – man sagde, en grov Insubordinationsfeil – havde han ikke kunnet blive Officier. Saa var han løbet bort, i fremmed Tjeneste, og kom nu tilbage med dansk Kaperbrev, men under et andet Navn; han kaldte sig Capt. Jehan.

I Rørvig vidste man Intet om hans personlige Forhold, hvorimod man snart af ham selv og af Mandskabet erfarede Alt, hvad der angik Skibet. Paa den Tid var der Meget, som nu vilde synes uregelmæssigt og besynderligt, men som man dengang godt forstod eller gled hen over. Skibet var ikke dansk, men førte i danske Farvande dansk Flag, fordi Capt. Jehan havde dansk Kaperbrev. Det tilhørte et Compagni i Marseille og blev formedelst dets overordenlige Hurtighed brugt ikke blot som Kaper, men undertiden ogsaa i særlige Missioner. Capitainen havde netop nu et hemmeligt Ærinde for den keiserlig franske Regering enten til det danske Hof eller til den franske Gesandt i Kjøbenhavn, og det var egenlig en Feil, at han ved at nærme sig en engelsk Convoi ikke havde modstaaet Fristelsen til at tage et rigt ladet Skib og derved blive sinket eller komme ud af sin Cours eller endog, som det viste sig, være nærved at blive taget. Saasnart han lykkelig havde fuldført denne Reise, havde han Udsigt til en betydelig Stilling i Frankrig, og naar man talte om Farerne ved at komme tilbage, loe baade han og hans Mandskab; thi »Falken«, saaledes hed Skibet, havde, naar det blot gjaldt om at undflye, intet Skib at frygte i de europæiske Farvande. Capitain Jehan pralede af Intet uden dette – hvis det ellers kan kaldes Praleri at udtale sig tillidsfuldt om et virkeligt Fortrin.

Under sit Ophold i Rørvig – der paa Grund af forskjellige Omstændigheder blev langvarigt og kun afbrudt af en Reise til Kjøbenhavn – blev Capitainen snart en daglig Gjæst hos Toldcontrolleurens; men han kom, idetmindste i flere Uger, ikke til at tale et Ord med Lise. Det er ikke – og var endnu mindre dengang – Skik i jevne, danske Familier, især paa Landet, at en fremmed Gjæst strax faaer Leilighed til at knytte en Samtale med alle Voxne og fortrinsvis med de kvindelige Medlemmer. En saadan fransk Belevenhed vilde blive anseet for Paatrængenhed eller Courmageri, og den unge Pige, som foranledigede og modtog den, vilde synes meget fri, ja coquet. Man er ikke skinsyg paa spansk Maner; men Gjæsten skal være tilbageholden og give Tid. Han skal tale med Husfaderen eller høist Husmoderen og blive vel bekjendt med dem først. Det Keitet-Tilbageholdne, som herved opkommer i Forholdet til de Yngre, overvindes efterhaanden, men undertiden ad en farligere Vei; thi man begynder Samtalen med dem i flygtigt, ensomt Forbigaaende.

Men hvis der ikke er Leilighed til saadanne smaa Møder, kan en Gjæst blive temmelig gammel i Huset uden at have vexlet et Ord med dem, han maaskee helst vil tale med, og som med nedslagne Øine give Agt paa ham, medens Husfaderen, i den naive Tro, at Gjæsten vilde kjede sig tildøde uden ham, strax bemægtiger sig ham og hele Tiden søger at holde ham i Aande.

For Capitainens Vedkommende hidrørte Tausheden vel ogsaa fra, at han til alle Andre kunde tale om ligegyldige Ting, til Lise kunde han strax ikke have talt uden om hende selv. Som han selv sagde senere, var han angst for hende. Han havde seet Meget af Verden og troede sig Mand for at tage, hvad der tilkom ham; men ved denne unge Pige var der Noget, som syntes saa langt at overgaae, hvad han havde Ret til eller turde gjøre sig Haab om, at han opførte sig imod hende som mod et Væsen af anden, høiere Art end han. Men naar hun var tilstede, var egenlig dog Alt, hvad han sagde eller fortalte, henvendt til hende, og – som hun senere sagde – hun mærkede det.

Paa den anden Side var der ogsaa Noget, som han mærkede, uden ret at kunne klare sig det: hans smaa Vaner bleve iagttagne og hans Ønsker gjættede paa en Maade, hvorom han instinctmæssig sagde sig selv, at det hidrørte fra Noget, der ikke var almindelig Gjæstfrihed, Noget, som gjorde Luften underlig, elektrisk varm, fyldt af en Lyksalighed, der nærmede sig Barndomsverdenens; men han kunde ikke faae Øie paa det Sted i Luften, hvorfra det kom. Naar han saae ned, syntes det ham undertiden, at det maatte være Lise; men naar han saae op, var det borte. Imidlertid, det gav ham en saadan Fred og Lykke, at det tidt forekom ham, som om Jorden, han traadte paa, var hellig; han kunde undertiden ikke begribe, at det var ham, der var Kapercapitain.

En eneste Gang i Løbet af flere Uger kom han til at henvende et Ord directe til Lise. Man havde faaet Jordbær, og Børnene havde den Tro, at første Gang, man spiste af Aarets Frugt, kunde man ønske Noget og faae det opfyldt. Børnene raabte til Lise, da hun skulde spise det første Jordbær: Ønsk for mig! I samme Øieblik mødtes hendes og Capitainens Øine, og skjøndt han bævede lidt derved, sagde han: »Jeg skal reise; vil Jomfruen ikke ønske for mig?«
Hun svarede paa særegent rolig Maade: »Nei, jeg vil ønske for mig selv.«

En Dag mødtes de ved Diget nord for Haven. Veien derigjennem var saa smal, at en af dem eller Begge maatte standse, og nu vare de ene.
For dog at sige Noget sagde han: »Har De saa faaet Deres Ønske opfyldt, Jomfru?«
Hun blev blussende rød og spurgte: »Hvilket Ønske?«
»Det, De havde, da De spiste det første Jordbær.«
Hun svarede kort Nei.
»De faaer det nok opfyldt«, sagde han.
Med et Udtryk som af stor Angst, forekom det ham, sagde hun: »Hvorfor spørger De? Hvorfor siger De det?«
»Fordi jeg troer, at det, De ønsker, vil Vorherre nok opfylde, og fordi jeg selv vilde ønske Dem alt muligt Godt i Verden, Jomfru Lise, især nu, da det stunder til, at jeg skal bort.«
»Ja, det skal De jo«, sagde hun.

Hun sagde dette simple Ord simpelt og ligefrem; men alligevel var der i Tonen Noget, som, uden at han kunde gjøre sig Rede derfor, igjen tændte om ham den Atmosphære af Varme og Sympathi, han hidtil kun havde fornummet med nedslaaede Øine, og samtidig syntes det ham desuagtet umuligt, at den kvindelige Herlighed, der stod for ham, virkelig skulde bekymre sig om ham.

»Veed De, Jomfru Lise, hvorfor jeg spurgte Dem om Deres Ønske?« sagde han.
»Nei«, svarede hun igjen med den besynderlige Angst.
»Fordi jeg saa gjerne, saa inderlig gjerne – ja, det er maaskee urigtigt at sige det, De bliver maaskee vred – men jeg bærer saa megen Ærefrygt for Dem, Jomfru Lise, og saa megen – – det er, fordi jeg saa gjerne vil være med i Deres Tanker.«
»Gud forbarme sig!« raabte hun og vendte om.
Han forstod ikke disse Ord; men dersom de skjulte Noget, som hun vilde dølge, saa forraadte det attenaarige Barn ved sin hele Holdning et Andet, som han gjættede, fordi han selv elskede.
»Er jeg virkelig i Deres Tanker, Jomfru Lise!« udbrød han, idet han greb hendes Haand. »Er jeg?«
»Ja, men lad mig bare gaae.«
»Er De mig god? Er det muligt, at Vorherre lader sit Himmerige
falde ned til mig paa Jorden? …. Lise, hvis De er mig god, saa giv mig et Kys til Tegn paa, at jeg maa tale til Deres Fader, og at De vil følge mig.«
»Følge Dem?« sagde hun, idet hun saae sig om. »Følge Dem? Nei det kan jeg ikke – jeg kan ikke! – Saa maa De ikke kysse mig.«
Hun sagde det saa bestemt og overbevist, at han ganske tabte Haabet og sørgmodig sagde:
»Saadan er jeg aldrig bleven slingret fra Toppen helt ned i Afgrunden. Bedre havde det været for mig, om jeg ikke var bleven løftet saa høit …. men det var min egen Skyld.«
»Er De vred?« spurgte hun.
»Vred? Hvem kan blive vred paa Dem? Men det gjør ondt …. Eller vilde De forandre Deres Beslutning, dersom De vidste, at den gjorde mig meget ulykkelig?«
»Følge Dem bort herfra? …. Nej, jeg kan ikke! Frist mig ikke, jeg kan ikke!«
Med disse Ord gik hun.

Han kunde ikke forstaae hende. De havde talt for lidt sammen, til at der kunde være andet Menneskeligt imellem dem end poetisk, mysteriøs Attraction, fra hans Side mere bevidst som Kjærlighed. Men han blev nu saa usikker, at han ikke vidste, om hun var for barnlig uvidende til at kunne føle Kjærlighed, eller om hun maaskee var bunden ved et tidligere Løfte. Dog, ogsaa i begge disse Retninger blev han usikker ved en Samtale med hende kort Tid efter.
I Naboens, Tolderens, Have, der stødte tæt op til, stod et stort, gammelt Morbærtræ, plantet i Christian d. 4des Tid. Deraf havde Lise faaet en Aflægger og plantet den i sin Have. Dagen efter at hun havde talt med Capitainen, flyttede hun den, uagtet Alle gjorde Indsigelser derimod og undrede sig over den Haardnakkethed, hvormed den ellers saa blide Lise vedblev sin Beslutning.

En Uges Tid efter traf Capitainen hende ene i Haven; hun stod ved Planten og saae opmærksomt paa den. Han vilde benytte Øieblikkets Ensomhed og spurgte bedende, om hun ikke havde betænkt sig.
Hun svarede ikke og vedblev at see sørgmodig paa Planten.
»Hvorfor seer De saadan ned? Hvad er der i Veien?« spurgte han.
Hun svarede: »Den kunde ikke flyttes. Den er død.«
Med den Kløgt, som Kjærligheden giver, gjættede han Meningen og raabte: »For Guds Skyld, Jomfru Lise! har De taget Varsel? Betænk dog, at den kunde være død, selv om den ikke var bleven flyttet!«
»Det er ogsaa sandt«, sagde hun langsomt, men tilføiede saa: »Det varsler jo ikke Noget, naar jeg bliver hjemme.«
»Det er jo netop det«, sagde Sømanden forsagt og fjernede sig.

Afreisens Dag kom, og han tog Afsked med Toldcontrolleurens; Lise sagde ham Farvel med sin sædvanlige, blide Ro.
Klokken var ti om Aftenen, da han forlod dem og lod sig roe ud til sit Skib. Inden han kunde lette Anker, var endnu noget Arbeide at udføre, hvortil han ikke selv behøvedes, og han lod sig igjen roe iland for at tage Afsked med det ham saa kjære Sted, Diget, hvor han havde talt med hende, og hvor hun havde ladet ham formode, at hun elskede ham.
Da han kom derhen, sad der i Sommernattens Halvmørke en kvindelig Skikkelse med en lille Bylt paa Skjødet. Det var Lise. Hun sprang op i hans Arme med Udraabet: »Jeg kan ikke lade Dig reise alene! Tag mig med, mens det er mørkt! Hvor Du er, er der to Fakler, og Vorherre vil stige ned!«

Han bar hende og Bylten, hvori hun havde sine nødvendigste Klæder, som beruset, taus af Lyksalighed. Medens han bar hende, sagde hun: »Kan Du huske – ja, det husker Du – at Du for nogen Tid siden, da vi spiste de første Jordbær, bad mig om at ønske Noget for Dig, og at jeg ikke vilde, men ønskede Noget for mig selv?«
»Ja«, svarede han.
»Det var, fordi jeg ønskede, at Du vilde kysse mig, før Du reiste. Men dengang vidste jeg ikke, at det betød, at saa skulde jeg følge med Dig. Nu veed jeg det.«
»O!« sagde han og bedækkede hende med Kys.
Den næste Morgen vaagnede hun glad og sagde smilende til ham: »Nu gaaer jeg iland og siger Fader, at Du har bortført mig.«
Hun klædte sig paa og gik op paa Dækket og saae – Havet, Intet uden Hav.
Hun stirrede derpaa. Langsomt syntes det at gaae op for hende, at mellem hende og den Verden, der hidtil havde været hendes, hvor hun havde været Guds Engel fra Rørvig, laa et Svælg, der ikke kunde udfyldes, og som hun ikke ret havde tænkt paa førend nu.

Hun gik stille tilbage, klædte sig igjen af og lagde sig i den lille Køie.
Hvergang han kom ned til hende, syntes hun lykkelig og glad; men ti Dage efter Bortreisen var hun død.
Ud paa Efteraaret kom en Sømand til Rørvig; det var Capt. Jehan. Man kjendte ham knap igjen; thi han var blevet gammel. Han gik til Lises Forældre, fortalte dem Alt, hvad der var skeet, bad om deres Tilgivelse, og fik den.
Vinteren over boede han hos dem, siden i et lille Hus, som han selv byggede tæt ved det Sted, hvor hun havde siddet med Bylten paa sit Skjød.

Folkene paa Egnen gave ham et Tilnavn, der betegnede, at han havde afløst Guds Engel fra Rørvig: de kaldte ham Guds Djævel fra Søen, men sagde det efterhaanden uden at mene noget Ondt dermed.

Derimod opkom – maaskee tildels ved den Omstændighed, at han havde bygget sit Hus paa hint Sted – et besynderligt Sagn om ham. Man sagde, at der i hans Kammer var en stor Kasse med Guld og Sølv, men at der laa et Lig ovenpaa.
Nu er han for længe siden død og borte, og det trøster, at de ikke ere værst farne, som have følt meget.

Kilde: Novelle af Meir Aron Goldschmidt

 
SPØGERIET VED KONGELEDDET

Kongeleddet kaldes det sted, hvor vejen fra landevejen går op til Rørvig kirke, overfor vejen til Nakke. Navnet er opstået, fordi kronprins Frederik (senere Frederik den 6.), i 1788, efter at have ophævet stavnsbåndet, red igennem leddet, for at lade sig hylde af Rørvigs bønder.

Om Kongeleddet fortælles:
Tømrer Jens var med til at lægge nyt gulv i Rørvig kirke. Sammen med sine arbejdskammerater begyndte han arbejdet tidlig om morgenen og holdt op, når det begyndte at mørkne. Så skulle han hjem til Nakke, hvor han boede.
Han vidste, at konen ventede med aftens maden, og den var rigelig og veltillavet i disse tider, hvor han tjente gode penge.

Han var den eneste, der skulle den vej – hans arbejdskammerater boede i Rørvig eller andre steder.

Han var ikke særlig bange af sig, og folks fortællinger om spøgeri ved Kongeleddet
slog han hen med et bredt grin.

En aften blev det særlig sent. Vejret var køligt med mørke skyer på himlen.
De så ud, som om de hvert øjeblik kunne briste og sende kraftige regnskyl ned.
Håndværkerne tog den sidste slurk af brændevinsdunken, før de begav sig ud i det truende vejr.

“Kom nu godt hjem”, råbte de efter Jens, “og pas på helvedeshundene”!
Jens vinkede farvel og skyndte sig af sted. Da han nærmede sig Kongeleddet, så han et lysskær mellem træerne.
“Det må være en anden vandringsmand, som har taget sin lanterne med”, tænkte han.
Men lysskæret bevægede sig ikke, og han kunne heller ikke høre skridt.
“Hvem der”? råbte han ud i mørket, men der var kun ildevarslende stilhed
– en stilhed så dyb, at hårene rejste sig på hans hoved.

Forsigtigt sneg han sig nærmere lysskæret, og der lå to hunde med ildøjne.
De var så store som kalve og forskrækkelige at se på.
Den ene rejste sig og stirrede ondt på ham – den anden vendte bare hovedet og gloede.

Jens stod som naglet til stedet. Han rystede som et espeløv, og hans tanker stod stille.
Sådan stod han længe, men til sidst faldt han til ro, da bæsterne ikke gjorde mine til at springe på ham eller på anden måde gøre ham fortræd.
Forsigtigt løftede han det ene ben, for at snige sig bort; men oh rædsel! – han var som lammet. Han kunne ikke røre sig af stedet. Forfærdet prøvede han igen, men han var som frosset fast i sin stilling.
Så åbnede skyerne sig, og en voldsom byge plaskede ned over ham og hundene.

Dyrene var som af varmt jern – de sydede, når regnen ramte dem, men Jens blev gennemblødt. Det dryppede fra hat og frakkeskøder og ned i træskoene – og intet kunne han gøre for at beskytte sig.
Hundene var helt tørre.

Bygen drev over, og månen brød igennem de drivende skyer.
Da stak hundene pludselig snuden i vejret og begyndte at hylde. En skygge kom løbende over jorden. Hundene standsede deres tuden – de peb, logrede med halen og krøb på maven hen imod skyggen.

Jens fik øje på en mørk skikkelse – en skikkelse så sort, at den næsten gik i et med natten – men han kunne dog skelne horn og hov og hale, et grimt, ondt fjæs og hænder med lange kløer. Før Jens kunne nå at tænke: “Djævelen”!, var den hæslige skygge væk. Den efterlod en isnende kulde.

Kun hundene syntes stadigvæk at kunne vejre deres herre. De blev ved med at pibe og logre i lang tid endnu.

Jens stod i sine vandfyldte træsko, for udmattet til at være bange mere.
Han var nærmest besvimet.

Da morgengryet brød frem, forsvandt hunde og onde skygger, og Jens faldt sammen ved foden af træet, som om han var død. Der fandt hans kone ham. Hun havde sammen med nogle naboer søgt efter den forsvundne.
Nu bar de Jens hjem og lagde ham i seng. Han var længe syg, men til sidst kom han sig.
Han ville dog aldrig mere forbi Kongeleddet i mørke – ikke hverken for guld eller gode ord!

Kilde: Danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge, som kan lånes på biblioteket