Isøre Havn og Ting – Hvad kan man se i dag?
Indtil sidst i 1800-tallet blev skibstrafikken til og fra fjordene tvunget op langs Rørvig-kysten. Ifølge Saxo var det farligt at sejle over bankerne. Det gælder især det store Lynæs Sand, hvor man i dag har måttet udgrave en sejlrende. Ifølge Saxo var det farligt at sejle over bankerne. Saxo har flere gange omtalt Isøre Havn, som har fungeret både som læhavn for skibstrafikken langs Sjællands nordkyst, som ventehavn for bedre vind til de skibe, som skulle sejle ud af fjordene, og som en central samlingshavn for ledingsflåden.
Området var dannet op gennem jernalderen af store sandmængder vestfra, og havnen har sandsynligvis ligget i en stor lagune, som senere blev til Langesø. I dag er den sydlige del en utilgængelig mose, mens den nordlige del ligger hen som engområder, hvor vandstanden er sænket med 65 cm ved pumpning – afvandet via Skanrenden. Man danner sig bedst indtryk af lagunens omfang fra Korshage Fjordvej og fra foreningens grund på den nordlige del af Myntestien.
Det sidste løb til fjordmundingen inden lukningen ses umiddelbart nord for Bentvedsvej. Det blev i mange år blev udnyttet til Skanrenden. Lige nord for udløbet fandt man en del af en Tissø-lignende guldhalsring i vandkanten, som kan stamme fra et forlis eller være tabt.
Tinget har antageligt ligget op mod skrænterne nordvest for mindestenen for kongevalgene på de fredede rester af Skansehage Hede. Det lå et par hundrede meter syd for mosen. Stenen blev rejst i 1949 på grundlag af gamle overleveringer om et ting i krattet bagved. Ifølge Saxo stod vore forfædre på store sten, når de skulle vælge konge, og der ligger faktisk stadig utallige sten på over ½ meter i diameter tilbage i området neden for den gamle kystskrænt, selv om mange er blevet hugget op til skærver eller flyttet. For enden af Isøre Tingvej ligger en mose fra det gamle strømløb. Antageligt samledes flådens “styrismænd” ved de mange sten på det tørre stykke op mod skrænterne, som har givet læ og god akustik, når der skulle tales. Grunden med mosen og den bagvedliggende del af skrænten, som på gamle markkort hed Bjerget, er fredet, men desværre er den tilgroet og uden adgang. Den østligste del af skrænten er nedpløjet og udstykket til sommerhuse.
På Skansehage ses stadig den virkning af strømmenes og bølgeslagets materialevandring, som dannede lagunen og Skansehage Hede. Strømmene mødes ved spidsen af hagen, som er opstået siden 1500-tallet og stadig er i forandring. I de sidste 100 år er den vokset i bredden. En vandretur i området sker bedst med udgangspunkt i parkeringspladsen ved Skansehage, hvor man også kan se Englandskrigenes skanser, som udnyttede samme beliggenhed ved fjordmundingen.
Efter rekonstruktionen følger en nærmere beskrivelse af havn og ting.
Rekonstruktion af Isøres topografi
I 1900-tallet var det den almindelige opfattelse i historiebøgerne, at Saxo’s Isøre Havn var bugten bag Skansehage, og at fortidens kongevalg blev holdt på den nærliggende hede. Kurt Sørensen var den første, som korrekt gjorde opmærksom på, at Skansehage slet ikke eksisterede på den tid – og dermed heller ikke bugten. Desværre blev det i stedet på grund af et misvisende kort til en lokal skrøne om Andemosen, selv om mosen er alt for lille, ligger forkert i forhold til formålet, og strandvoldene ved Nakkes moser har en højde, som ifølge geologerne senest stammer fra bronzealderen. Det bekræftes arkæologisk af stenaldergrave på strandvolde under denne højde lidt længere vestpå. Dette gjorde også fortællingen om et ting på Mårbjerg meningsløs – og i øvrigt lå placeringen af havnen helt forkert i forhold til bynavnene og i forhold til Roskilde/Lejre og Saxos beskrivelse, som er baggrunden for vores kendskab til stedet. Siden viste det sig, at voldstedet ved Borrebakken, som blev tilskrevet Regnar Lodbrog af den ældre historiker, H.F. Rørdam, var et kanonbatteri fra Napoleons-krigene – et voldsted man endda senere fandt tegninger på fra 1807!
Den skuffende udgravning af voldstedet og skrønerne gav anledning til udarbejdelsen af et notat af Troels Brandt, som senere blev til et egentligt projekt i Rørvig Naturfredningsforening. Den legendariske vikingeskibsarkæolog, Ole Crumlin Pedersen, som havde indsat ovennævnte kort i sin bog “Søvejen til Roskilde” i 1978, blev nemlig så interesseret i notatet, at han samlede 4 arkæologer og 4 geologer fra Nationalmuseet, Vikingeskibsmuseet, Odsherred Museum og Geografisk Institut (KU). De skulle afklare tvivlsspørgsmålene og dermed også hjælpe Rørvig Naturfredningsforening med Troels Brandts artikel “Isøre Havn og Ting” i RNF’s bog “Mellem Kattegat og Isefjord”, hvor Bo Bræstrup og Kurt Sørensen var redaktører. Som led i dette projekt skrev Jack Rømer og en artikel til bogen i forbindelse med sit speciale på KU om geologien under vejledning af lektorerne Niels Nielsen og Jørgen Nielsen, som tidligere selv havde skrevet om Rørvigs geologi i “Danmarks Natur”. Også andre forskere hjalp til – bl.a. med historie, navne og oversættelse. Professor Lotte Hedeager betegnede i en klumme i Weekendavisen 20/2 2002 analysen i bogens samlende artikel om Isøre som overbevisende – med en med en lagune i Langesø Mose som den sandsynlige forklaring. Som følge af projektet blev en del af området ved Skansehage siden udpeget som “kulturarvsareal af national betydning” i Kulturstyrelsens database, hvor der henvises til foreningens bog, som også ligger til grund for følgende artikel. Vi har udarbejdet nedenstående sammendrag fra bogen – suppleret med nyere observationer og skyggekort omkring havnen og tinget, som er gjort efter det oprindelige projekt. Det betyder et veldokumenteret og velbegrundet opgør med de traditionelle skildringer af Rørvigs historie, som er præget af misforståelser, sagn og udokumenterede fantasier.
Landskabet: Vikingetidens Rørvig-halvø var i langt højere grad dækket af vand end nu, selv om vandstanden kun var ½ meter højere. Området havde hidtil været en ø (i stenalderen endda 3 øer), men det gamle sund mellem Hovvig og Kattegat, som adskilte øen fra Odsherred, blev med tiden lukket af materialetransporten fra Klintebjerg og Odden i vest. Sandet begyndte i bronzealderen og derefter gennem ældre jernalder at lægge sig i krumodder ned mod Ringholm – de ældste over 5 meter over nutidig vandstand og siden over 2,5 meter uden at blive udvisket af senere flyvesand. Samtidig gik ifølge Jack Rømer en barriere langs stranden efterhånden på tværs mod øens nordkyst. Den blev konstateret med georadar. Mellem barrieren og strandvoldene opstod laguner, mens den sidste tidevandskanal fra fjorden måtte gå langs Rørvigkysten. Ifølge Jack Rømer lukkede den sidste større landstignings-periode omkring Kristi fødsel sundet endeligt. De senere relieffotos viser fortsat dannelse af små lave strandvolde, som nu drejede op mod Rørvigs nordkyst. De kan skyldes strandvoldsdannelse af bølger fra Hovvig og en endnu åben lagune, efter at gennemstrømningen var sluttet. Det har i denne periode været muligt at trække skibe over dragene som ved Dragsholm i Lammefjorden, men det er vanskeligt at forestille sig, at søfarende fra Roskilde Fjord normalt ville forsøge at komme ad denne besværlige vej.
Geologiske formationer er vanskelige at datere, så udviklingen kan teoretisk være senere, men da lagunesøerne Dybesø og Flyndersø derefter skulle dannes af materialestrømmen, inden Langesø blev dannet, og da Langesø allerede var mose på kortene fra 1600-tallet, er det vanskeligt at forestille sig, at der stadig kunne være gennemsejling og havn ved kirken i 1160, da havnen nævnes stiste gang. Vi har ganske vist tidligere tegnet området mere fugtigt i vikingetiden, for ikke at afskære en teoretisk mulighed for en havn på vest-siden, men Naturstyrelsens nye skyggefotos og historiske oplysninger fra gamle kort har givet langt større sikkerhed for placeringen af Isøre Havn på østsiden af Rørvig-halvøen. Vi har derfor her brugt det nye skyggekort som grundlag. Langesø-lagunens og dens forskellige udløbs præcise udseende og Hovvigs udbredelse på forskellige tidspunkter er dog stadig usikker.
Oprindeligt har moræneøen været større mod nord og øst, men dele blev senere eroderet bort af havet, som efterlod kystskrænter som Elmedalsskrænten og sandsynligvis også Paradisdalen samt enkelte stenrev og mindre moræneknolde ude i havet. I øtiden har materialestrømmen efter stenalderhavets erosion og den senere landhævning antageligt været begrænset og indskrænket sig til samlingen af de 3 øer og et vinkelforland på nordspidsen. Disse dannelser fortsatte i langt kraftigere målestok, da Vestsundet blev lukket og førte materialestrømmen langs Odsherred ad den vej over til Rørvig-øen.
De sidste 2200 års vanddybder ses på efterfølgende kurve fra forskningen omkring vikingeskibene i Roskilde. I bronzealderen indtil kurven nedenfor i ældre jernalder var udsvingene mindre væsentlige.
Da materialestrømmen begyndte fra Klint og Odden, blev Dybesø dannet i dette fladbundede hav som rester af tidevandskanalen og senere lagune inde bag barrieren, der blev delvis styret af de gamle stenrev eller moræne fra en ø ved den nuværende kyst ved Dybesø, hvilket kan harmonere med geologen Axel Schous gamle teori. Flyndersø opstod først senere bag en ny barriere beskyttet af stenrev, og en tilsvarende udvikling skete i 1800-tallet ud for barrieren ved Langesø, hvor den smalle Skiddenkrog opstod med store tangaflejringer – i dag en lavning i kvægindhegningen.
Inden eller nogenlunde samtidig med strandvoldene fra Odsherred langs Kattegat-kysten er strandvoldsystemet syd for Langesø blevet skabt oven på det delvis borteroderede moræneområde – måske allerede i bronzealderen. De sidste rester af morænen over overfladen var antageligt en knold for enden af Ole Kjærsgårds Vej. Denne teori blev allerede udviklet af Axel Schou i hans doktordisputats som et af de klassiske eksempler på kystmorfologi. Især den borteroderede moræne i den sydlige del synes at have været et lavvandet område, som steg mod overfladen ved den generelle landhævning. Den nordøstgående strøm i fjorden og bølger fra Kattegat kunne derfor til sidst danne strandvolde på begge sider af morænen i forlængelse af kystlinjen langs Rørvig Bugten fra Vadsehoved ud mod den yderste holm på moræne-resterne. Denne strandvoldsodde er i dag blevet til Skansehage Hede, og de ubrudte volde er meget fremtrædende på skyggefotos.
Da strømmen var lukket mellem Vadsehoved og holmen, skabte materialestrømmen fra Odsherred langs Kattegat rundt om den nye halvø ved Rørvig en barriere fra Korshage ned langs østsiden i retning mod strandvoldenes østspids (holmen). Området bagved blev dermed en bugt, senere en lagune og til sidst den Langesø, der endnu kan ses som en mose på de ældste kort. Jack Rømer konstaterede, at strandvoldene på Skansehage Hede er højere end odden/barrieren øst for Langesø, selv om bølgerne har været højst nær Kattegat. Der er ingen tegn på åbninger i strandvoldene på reliefkortene, bortset fra et overløb fra trykvandet inde langs den sydøstlige kystskrænt. Skansehage Hede må derfor have været helt lukket før barrieren, så åbningen til lagunen har været gennem den lavere barriere ud mod fjordmundingen. I vikingetidens begyndelse var lagunen muligvis endnu åben ud mod havet helt fra feriekolonien Isøre og sydpå, men først i middelalderen synes den sidste udsejling til fjordmundingen have ligget i Langesøs sydøstligste hjørne – hvor den i 1800-tallet blev til den kunstige Skanrende, som senere afvandede det meste af Langesø-området – på grund af oppumning til 65 cm under havoverfladen. Det må have været et forholdsvis langt smalt løb til sidst, men fundet af vikinge-ringen ved mundingen tyder på, at denne munding har været brugt sidst i vikingetiden.
Først da også Langesø-lagunen blev endeligt lukket af sandet, kunne sandstrømmen for alvor fortsætte sydpå. I begyndelsen skulle de fylde de 700 meter fra lagunemundingen til 1500-tallets pynt, hvorefter den begyndte dannelsen af nutidens Skansehage, som endnu på kortene fra 1600-tallet var en lille sydvendt pynt. I betragtning af det efterfølgende udviklingstempo sydpå, som kendes fra kort, må lagunen være lukket nogle hundrede år før.
Lagunen kan ikke have vendt mod Kattegat, da det ville være for risikabelt, og da Saxo fortalte, at Absalon fra havnen stod ud gennem Isøre Gab – altså fjordmundingen. Hele vejen fra Skansehage Hedes strandvolde til Nakke Hage havde de arkæologiske og geologiske undersøgelser vist, at områderne ikke kunne bruges – på det sidste stykke på grund af strandvoldenes højde og ferskvandsaflejringer bagved. Der var tilbage kun østsiden af Rørvig-halvøen, og her passede både de historiske, arkæologiske og strategiske oplysninger på en prik, idet vi også skal huske, at Saxo skrev ‘portus’ (havn), og at sådanne havne normalt var store lavvandede laguner.
Sædvanligvis er det svært for arkæologerne at datere sandformationer, men her har vi en hjælp i de gamle kort og de historiske dateringer. Hvis vi ser på kortene fra 1600-tallet er datidens Flyndersø i dag blevet en mose, som Langesø var det på datidens kort. På denne måde kan Langesø have været en sø omkring 1200. Det var netop i 1169, at Saxo omtalte havnen for sidste gang, og det harmonerer med, at vandet fra da af skulle erodere og fylde sand op ved Isøret de sidste 700 meter til 1500-tallets pynt ved Skansehage. Den 1,4 km lange barriere var altså opstået gennem vikingetiden og Saxo’s tid. Inden da har der i en periode været en åben bugt, hvor strandvoldene på nordsiden af Skansehage opstod. Højden af strandvoldene på fjordsiden tyder på, at vi skal tilbage til vandhøjden før Kristi fødsel, men det er underordnet for tidsbestemmelsen af Isøre havn.
På vestsiden var store sandflader fra Odsherreds krumodder og fra barrieren som sagt nået frem til øen. Dette blev fra 1200-tallet accelereret af “den lille istids” vandsænkning sammen med den generelle landhævning, hvilket fra 1300/1400-tallet, da den nordligste del af Hovvig forsvandt i sand, resulterede i en kraftig sandflugt ind over Rørvigs Vestervang og kirkeomgivelserne. Hvis sandflugten var begyndt før, havde man næppe rejst kirken på dette udsatte sted, hvor der ikke var ferskvand.
Vikingernes havn: Vor vigtigste kilde til Isøre Havn er Valdemartidens historiker Saxo. Han fortalte, at Isøre Havn fra gammel tid havde haft betydning – sandsynligvis på grund af den strategiske beliggenhed ud for Lejre/Roskilde – og han beskrev konkret to situationer, hvor Absalon brugte havnen – bl.a. som ventehavn på rette vind i Kattegat. Saxo skrev således i Bog 14.25.5/6 om de farlige sejladsforhold mellem sandbankerne i Isefjordens udmunding i Kattegat, hvor havet blev snøret sammen mellem kysterne – sandbanker, som er tydeligt afmærket i den nuværende fjordmunding på søkortene i 1600-tallet. Her gik sejlrenden gik ud langs Rørvigs østkyst. Efter lang ventetid i “Portus Isøricas” gav Absalon ved et begyndende skift i vejret ordre til, at man herfra sejlede ud gennem “Fauces Isøricas” (= Isøre svælg (Gab/Hals) ifølge Peter Zeeberg). Det må være Rørvig Gab, som nutidens fjordmunding hed på Dahlbergs kort fra 1660, idet også Isøre landsby skiftede navn til Rørvig fra de første til de sidste versioner af Roskildebispens jordebog i 1300-tallet. Også Halsnæs-navnets forled i 1300-tallet stammer ifølge Gyldendals Leksikon fra fjordmundingen. Isøre Havn må have ligget ved denne udsejling til Kattegat, hvor den dybeste rende gik ind langs Isøres kyst med sandbanker i midten, mens Lynæs sand gik ud fra den modsatte kyst og helt ud over midten af fjordmundingen. Afhængigt af vejrskiftet måtte Absalon så afgøre, om man sejlede øst eller vest om Sjælland. Han kan ikke have talt om Hovvig og laguner ved kirken, som også ville ligge helt forkert i forhold til udsejlingen fra Roskilde Fjord. Saxo fortalte i anden sammenhæng, hvordan krigsskibene lå sammenkædet i roligt vand, når de søgte havn i krigstid. Havnen var utvivlsomt opstået som en naturlig læhavn for alle søfarende, der ventede på medvind efter udsejlingen eller søgte ly for elementernes rasen på Kattegat på sørejsen fra bl.a. Norge til Hedeby, som den tidligere beskrives af købmanden Ottar (Ole Crumlin Pedersen: Søvejen til Roskilde).
Navnet Isøre er ifølge sprogforskerne sammensat af is og det oldnordiske ord ‘ør’ for ‘gruset strandbred’, og netop strandvoldenes sandbanke, Skansehage Hede, på tværs af strømmen har utvivlsomt i issvintre samlet store isskruninger i den snævre fjordmunding, hvor bølgerne drejede ind fra Kattegat, og tidevandsstrømmen løb frem og tilbage tæt under land.
Havnen lå efter al sandsynlighed i lagunen i den nuværende Langesø Mose, hvis eksistens også bekræftes af Københavns Universitets og vandværkets boreprøver. Universitetets jordprøveboringer udelukkede derimod, at de tidligere laguner omkring Rørvig By havde saltvandsforbindelse på den tid. Skansehagebugten eksisterede slet ikke og kunne ikke betegnes som en portus, som Saxo gjorde. Hverken strategien eller beskrivelsen passer med bugt og drag ved kirken, som heller ikke stemmer overens med omtalen af Isøre Gab. Da Isøre by som sagt var identisk med Rørvig i 1300-tallet og i et pavebrev fra 1254 blev nævnt sammen med Nakke, må Isøre have ligget på det senere Rørvigs landsbyjorde nord for Nakke. Nakke By’s jorde kan således udelukkes – hvilket de også kan af geologiske årsager, da strandvoldene ved Oddermosen og Andemosen af geologerne Hans Kuhlmann og Jack Rømer uafhængigt af hinanden dateres til senest bronzealder, da de desuden indeholder stenaldergrave i næsten samme højde nogle hundrede meter vestpå, og da vikingeskibsarkæologerne fandt disse lokaliteter alt for små til formålet og strategisk forkert placeret. Postulaterne om Andemosen er ren og skær fantasi baseret på fejlanvendelsen af et kort over stenalderhavet – en fejl, som Ole Crumlin Petersen i forbindelse med projektet erkendte at have begået i sin bog, Søvejen til Roskilde. Der har selvfølgelig levet folk i vikingetiden overalt i sognet, men der er slet ikke dokumenteret nogen form for vikingeaktiviteter på Nakke. De lokale fortællinger, som senest er bragt i Kurt Sørensens bog om Odsherred i 2019 er udokumenteret fantasi, som står i modstrid med de professionelle forskeres observationer.
Der har blandt 9 involverede geologer været enighed om en lagune ved Langesø – blot med lidt tvivl om udmundingens retning. En Langesø var ligeledes under alle omstændigheder det oplagte valg for trafikken til og fra Roskilde. Jack Rømer identificerede den sidste lagunemunding i sydøsthjørnet ved Bentvedsvej ved Københavns Universitets georadar-undersøgelser. Den øverste del kan ses i dag, men trods overfladisk lighed med Kanhave-kanalen kan den kanallignende nordside skyldes dræningskanalen Skanrenden fra 1800-tallet. Gammelt militært arkivmateriale placerer de ældst kendte skanser på sydsiden af lagunemundingen før Torstensson-krigene i 1644. Denne udformning af lagunen havde desuden den fordel, at man kunne trække den modsatte vej ind over vadestedet (Myntestien) ved Vadsehoved til Rusen.
Selv om det som arkæologisk bevis er for sparsomt, bør man også bemærke, at det vigtigste fund fra havnens og tingets tid i Rørvig er gjort i vandet inden for 50 meter fra den østlige lagunemunding. Her er der fundet et brudstykke af en meget kostbar guldhalsring (i oprindelig størrelse kun overgået af Tissø-ringen) fra vikingetiden – sandsynligvis tabt ved et forlis eller ved kamp i lagunens munding. Der er også oppe over “havnen” ved Nørrevangsvej fundet et korsformet vikingetidssmykke, som det eneste andet arkæologiske fund i Rørvig/Nakke, som kan indicere en ledingshavn og et ting.
Usikkerhed og alternativ geologisk teori: Det må understreges, at geologien og især dateringen af sandbevægelserne er usikker, ligesom konklusionen gik på en lagune i det store Langesøområde med udsejling til fjordmundingen – skibene kan være flyttet rundt her efter forholdene.
Odsherred kommune præsenterede i forbindelse med ansøgningen om Geopark-projektet en anderledes forklaring. I dette projekt placeredes en lagune på Langesøs sted i stenalderen, hvorefter kystskrænten langs Myntestien dateredes til yngre jernalder og odden ved Langesø til “lille istid” sidst i middelalderen. Forklaringen blev begrundet med, at en privat upubliceret georadar-undersøgelse af en geolog viste moræne under Langesøvej. Det sidste følger imidlertid allerede af Axel Schous teori, og det var en forudsætning i projektet, at strandvoldenes form ved Skansehage Hede skyldtes underliggende moræne på dette sted. Vikingeskibene var bygget til kun at skulle bruge under en meter vand og vandstanden var ½ meter højere i vikingetiden, så der kan ligge moræne lige under dynd og sand i nutidens kote 1 med dynd og sand. Det sidste udløb kan være uddybet, inden man gav op. Ved Eriksmindevej var der flere meter gytje i boringerne, så antageligt har dette været det centrale havneområde, og vandstanden er i øvrigt i dag sænket 65 cm i Langesø-området. Om kystskrænterne er dannet i stenalderen eller ældre jernalder er underordnet for projektet – erosionen kan have varet lige til Skansehage Hede blev – og en senere erosionsdannelse end stenalderen var vel pointen i ansøgningen. Geopark Odsherred omtaler da heller ikke mere den alternative teori.
Lagunens udløb – Klik for større kopidannet
Den oprindelige Paradisdal med Bjerget i baggrunden.
Tinget: Det var nogle af vore tidligste historikere, Sven Aggesen og Saxo, der sidst i 1100-tallet fastholdt, at det var gammel skik, at danske kongevalg fandt sted på Isøre Ting. Der var i så fald tale om et uformelt ting, idet kongerne officielt valgtes på landstingene. Det lyder imidlertid ikke usandsynligt, hvis hird og ledingsflåde blev enige om en kongskandidat i landets centrale samlingshavn, inden kandidaten drog rundt til landstingene. I særlig grad gælder det valgene mellem Svend Estridsens sønner, hvoraf de to historikere specifikt nævnte valgene af Harald Hen i 1076 og Niels i 1104. Hvorvidt også andre var valgt her, ved vi ikke, men det er vel sandsynligt i usikre tider, selv om noget kan være led i Saxos manipulation med henblik på at påvise gammel skik om kongevalget. Måske er skikken påbegyndt i forbindelse med flådens kåring af Sven Tveskæg på bekostning af Harald Blåtand – men det er gætteri.
Den lokale overlevering placerede i 1800-tallet tinget inde i buskene under skrænterne nordvest for Skansehage Hede – i det område, som tidligere blev kaldt Paradisdalen. På tingets tid udgjorde dette sted antageligt det sydvestlige hjørne af Isøre Havn. Herfra gik der som nævnt et smalt vådområde videre mod vest langs den gamle kystskrænt med afløb ved Rusen. På nordsiden af denne nuværende mose ligger en lille slette op til skrænten, som her på det nærmeste danner et lille amfiteater med læ, så talerne kunne høres. Vadsehoved var dannet på grund af en mængde store sten i morænen på dette sted, som blev eroderet ud af stenalderhavets kystskrænt. Stenene har ligget spredt på den lille slette og ude i søen, men efter etableringen af Egeskovgårds landbrug midt i 1800-tallet er de blevet flyttet til side, og gårdejer Peter Larsen lagde endda nogle af dem pænt i cirkel – hvilket senere har forårsaget lokale misforståelser om tingstedets udseende og placering. Vadsehoved blev anvendt som fælles mergelgrav, nogle sten blev knust til skærver og ved udstykningen af søengen i 60’erne måtte andre sten vige for sommerhusene. Der ligger dog stadig flere hundrede sten i området med en størrelse over ½ meter.
Marksystemerne før 17-1800-tallets udskiftning stammer normalt fra middelalderen. På præcis det sted, som overleveringen udpegede som tingstedet, optrådte navnet “Bjerget” oven for kystskrænten på markfortegnelserne før udskiftningen, mens marken nord for hed “Bjerg Agre”. Navnet kan være en parallel til det islandske Altings Lovbjerg, hvorpå lovsigemanden stod. Herfra proklamerede han for folket nedenfor, og her afgjorde man private tvister. Måske kan Paradisdalen ses som en miniature af Altinget, der ligeledes lå opad en “væg” med vådområder og slette nedenfor – ikke fordi det var lovgivningssted, men fordi man helst forsamledes på den måde. Måske har fortidens talere også her stået på Bjergets skråning eller top og talt til hirden og flådens folk nedenfor ved stenene. Saxo havde ikke selv oplevet et sådant kongevalg, men han kendte tydeligvis Isøre Havn og udpegede Isøre som kongevalgsstedet. Hans billede ”Når de skulle vælge en konge, plejede vore forfædre at stå på store sten der stod fast i jorden” bør i konsekvens af hans påstand stamme fra Isøre, hvor store sten da også lå fast i jorden nedenfor. Faktisk ville hans påstande om Isøre Ting og stenene – trods placering forskellige steder i krøniken – ikke være plausible for hans samtidige læsere, hvis ikke der så sådan ud på det sted, hvor man vidste, at Isøre Ting havde ligget i nær fortid. Vadsehoved er det eneste sted i Rørvig, hvor vi er bekendt med så markante mængder af store sten.
Lige vest for Paradisgården – ca. 75 meter oppe ad bakken bag Vadsehoved – fjernede man ifølge Nationalmuseet i 1800-tallet en stenrøse, som fyldte 70 vognlæs. Røsen har ligget, så den for skibe på vej ind i havnen fremstod som en stor høj eller varde, der kunne markere landgangsstedet ved tinget. Vi har ingen viden om denne røses oprindelige formål eller datering, men som regel stammer disse røser fra bronzealderhøje.
Saxo påstod, at Poppos Jernbyrd havde fundet sted på Isøre Ting – hvilket dog er særdeles usikkert, da han også nævnte, at det skete under Sven Tveskæg. Det hænger ikke sammen med, at Poppos Jernbyrd allerede var nævnt i tyske kilder på Harald Blåtands tid. Teoretisk kan man have holdt Poppos Jernbyrd på kirkens plads, men det vil være rent gætteri omkring et usikkert sagn. Byernes nuværende fælleskirke er under alle omstændigheder bygget 1200-1250, mens havnen sidste gang omtaltes i 1170. Kirkens beliggenhed svarer til udgangspunktet for den første forbindelsesvej over draget til Odsherred, hvor vejene fra de to landsbyer har mødtes – her henvises til den efterfølgende beskrivelse af det ældste Rørvig.
Det udelukkes teoretisk heller ikke, at tinghandlingerne kan have fundet sted på bakken med kirken, men der er ingen spor heraf – og sandsynligheden er meget lille.
Generelt: I 1170 indførte Valdemar den Store en ny kongevalgsprocedure. Isøre Havn nævntes samme år for sidste gang, da Absalon i havnen mødte den norske jarl, Erling Skakke, som ønskede Valdemars søn Knud udpeget som norsk overkonge, så han kunne sikre Erlings søn. I 1300-tallet skiftede byen Isøre navn til Rørvig, så på dette tidspunkt er havnen øjensynligt forsvundet, men om den bare var blevet usejlbar og først siden forsvandt, ved vi ikke.
Det må præciseres, at ovennævnte er baseret på en kombination af geologi og historie, hvor de teoretiske muligheder og bekendte oplysninger er blevet vurderet overfor hinanden. De øvrige muligheder har med større eller mindre sikkerhed kunnet udelukkes, mens alle tilgængelige oplysninger hænger logisk sammen omkring en lagune ved Langesø Mose. Placeringen af havn og ting er imidlertid ikke bevist med de nødvendige arkæologiske fund, selv om de eneste vikingetidsfund i Rørvig – halsringen og korset – peger i denne retning. Sporadiske dektorundersøgelser har ikke givet resultat. Tinget ville næppe give anledning til mange fund, da der antageligt er tale om relativt få tilfældige samlinger på stedet. Den tilgroede havn burde have givet anledning til tab udover guldringen, men her kan fundene ligge dybt i sand eller gytje. Baggrunden for ræsonnementerne og kilderne er beskrevet nærmere i bogen ”Mellem Kattegat og Isefjord”.
Områdernes nuværende tilstand:
Indsejlingen til lagunen ved Bentvedsvej kan stadig anes. Desværre ligger der to sommerhuse nede i den lavning, som markerer den sidste smalle udsejling. Selve området er tilsandet siden vikingetiden og desuden gennemgravet i forbindelse med etableringen og vedligeholdelsen af Skanrenden.
En del af det indre indløb er stadig mose, mens resten af lagunens sydlige ende er bebygget med sommerhuse. Lagunens midterste og nordlige del samt den vestlige bred henligger stadig som mose eller eng, som giver et indtryk af lagunens udstrækning set fra Myntestien nordlige del og Korshage Fjordvej. Grundvandsstanden i hele området er sænket 65 cm med en pumpestation ved Langesøvej, og området er tilgroet med et gytjelag over den gamle lagunebund.
Det stenede lavvandsområde ved Vadsehoved er bebygget med 12 sommerhuse på Isøre Tingvej. For enden ligger en fredet træbevokset mose. Tingpladsen har muligvis ligget på nordsiden af mosen op mod skrænterne, mens resten af den gamle sø i Paradisdalen på den anden side af tingpladsen henligger som træbevokset mose. Mosen kan krydses via en dæmning fra Borrestien, men området er ikke offentligt tilgængeligt. Selve vadestedet er dækket af en vejdæmning, som bærer Isøre Tingvej og Myntestien.
Paradisdalen var oprindeligt navnet på området under den gamle kystskrænt fra Vadsehoved til Skansehagevej – inkl. engområderne rundt om Vadsehoved. Selve Vadsehoved har fungeret som mergelgrav, og skråningen vest for spidsen er nedpløjet på matr. 5 a, som i dag er udstykket til 5 sommerhuse. Området blev i sin tid afgræsset med kalve, men siden fredningen i 1948 af matr. 1 bæ har denne grund neden for bjerget ligget urørt og er groet til med krat og brændenælder. Navnet Paradisdalen har man i stedet flyttet om til østskrænten mod Langesø. I modsætning til de fredede rester af Skansehage Hede med mindestenen for tinget, som begynder i hjørnet af matr. 1 bæ, er der i denne gammeldags fredning kun adgang for studerende. Amtet modsatte sig i sin tid fældning med henvisning til fredningsbestemmelserne, selv om der burde foretages naturpleje for at sikre den tilstand, som man fredede for eftertiden. I betragtning af, at man i dag sanerer de gamle status quo-fredninger andre steder på grund af deres uhensigtsmæssighed, og at området kan være en del af Isøre Ting, som ligger i tilknytning til mindetenen rejst to år efter fredningen, burde fredningsbestemmelserne saneres med moderne naturpleje- og adgangsregler.
(Historien Fortsættes)
Troels Brandt 20/5 2006 (Enkelte modifikationer 7/8 2015, 20/8 2016 og 30/8 2019)