Årsagen til placeringen af vikingehavnen i Langesø-området var de mange sandbanker i Isøre Gab, hvor især Lynæs Sand tvang skibene fra Roskilde Fjord på tværs over i Gabets vestlige side. Nutidens østlige løb er uddybet af sandpumpere, så udsejlingen ikke mere svarer til vikingetiden. Den gang gik det sikreste løb ud i Kattegat langs Nørrevangs østkyst. En lagune ved dette løb kunne derfor oprindeligt bruges som vente- og læhavn både for trafikken ud og ind af fjordene og langvejstrafikken langs Nordsjællands kyst.

I 1600-tallets krige, hvor kanonerne begyndte at få betydning, blev der anlagt kanonbatterier på begge sider af fjordmundingen, så man kunne bestryge både det østlige og vestlige løb. Rørvigs batteri lå på sydsiden af det tidligere udløb af afvandingskanalen Skanrenden, som netop er opkaldt efter skansen. Den oprindelige skanse menes at være fra Torstenson-krigene i 1640’erne, og en ny kendes på tegninger fra 1678. I dag ses der ingen rester af disse skanser, som har ligget mellem Ole Kjærsgårdsvej og Bentvedsvej, men navnet Skandsehage på 1700-talskort tyder på, at nogle af skanserne lå hernede før Englands-krigene.

Told havde hidtil været opkrævet ved købstæderne, men i 1670’erne besluttede man at samle hele fjordområdets toldkontrol i fjordmundingen, og her var det strategisk godt beliggende Rørvig et oplagt udgangspunkt. Lodsoldermandsgården blev derfor bygget i 1678 som hovedkvarter og bolig for toldkontrolløren, og i 1728 kom også Isefjordens lodser til Rørvig af samme årsag. Den lavvandede vig med rørskoven ud for byen var uhensigtsmæssig til skibe, så man opførte derfor toldstedet ved den lille å fra Sellen, hvor der var en åben strand, og hvor skibene kunne ligge i læ på rheden. På Højsandet anbragte man sømærke og havde en signalmast ved Lodsoldermandsgården.

Rørvig var allerede i 1500-tallet både landsby, fiskerleje og færgested under Dragsholm og Anneberg, men nu kom altså også told- og lodssted til. Rørvig blev i løbet af 1700-tallet en søfartsby med skibe på langfart. Allerede i forbindelse med Chr. V’s matrikel i 1688 var der registret 9 huse og det steg frem til udskiftningen i år 1800 til 36 huse, hvilket var usædvanligt for en landsby på den tid. Antageligt havde en stor del af landsbyens beboere indtægter fra søens erhverv.

På grund af biindtægterne var gårdene i Chr. V’s matrikel væsentlig mindre end Nakkes gårde. Rørvig havde 25 gårde á 3 td. hartkorn i to vange samt en mølle, mens Nakke havde 23 gårde á gennemsnitligt 9 td. hartkorn i tre vange, hvoraf den ene var en hovedgård – sandsynligvis den senere Brydegård. Antallet af gårde fortsatte nogenlunde uændret frem til udskiftningen. De to byer havde Anneberg under Dragsholm som ejere, men de blev sidst i 1600-tallet overtaget af kronen.

Da strandvoldsområdet i det gamle sund og det inderste af Hovvig efterhånden groede til, kom det til et slagsmål mellem Rørvig og Nakke om især engene ved Bystedet og Bystedskilden. I 1772-73 kom det til en retssag herom, som blev vundet af Nakkebønderne, mens Rørvig måtte nøjes med Skansehage, Korshage og den gamle Vestervang som overdrev. Det kan forekomme uretfærdigt, men man skal tænke på, at der endnu var tale om fæstede gårde, hvor fæsteafgiften er blevet sat efter ydeevnen.

Nakke blev udskiftet i år 1798, og 19 af gårdene flyttede ved den tid ud, så der tilbage lå en lille landsby med 4 gårde og 16 huse. Rørvig skiftede ud i 1800, men her fik man lov til at undlade udflytning på grund af landsbyens særlige forhold, fordi alle var afhængige af søerhvervene ved kysten. De 36 husmænd fik hver en smal lod i den gamle tilsandede Vestervang, som nu blev kaldt Husmandsvang. De havde ikke haft andet end husets toft at dyrke i den gamle landsby, men de havde haft ret til at bruge det fælles overdrev til enkelte dyr. Den gamle landsby fungerede imidlertid ikke, så i 1854 skete der en ny udskiftning, hvor 7 af gårdene flyttede ud til Nørrevang og enkelte til Søndervang.

Da englænderne i 1807 under Napoleonskrigene erobrede den danske flåde, blev der igen brug for Rørvigs strategiske beliggenhed. I 1808 blev der udført et større skanseanlæg ved Skansehage. På det tidspunkt var Skansehage kun 100 meter lang, og her blev der opført et lukket batteri (en redoute) inde ved nutidens feriekoloni (opr. Kolerakoloni), hvorfra der gik en 200 meter lang vold ud til et åbent batteri på Skansehages spids. Halvdelen af det åbne batteri blev senere taget af en storm, mens resten kan ses i dag. Længere inde i bugten lå et andet batteri (Borrebanken), der kunne bestryge den lille bugt bag Skansehage, som blev brugt til englænderkrigens kanonbåde.

Senere er Skansehage vokset – først i længden frem til omkring 1900 og derefter i bredden, da odden begyndte at spærre for kyststrømmen.

Møllerne synes altid at have ligget i Rørvig – måske med undtagelse af en enkelt gårdvandmølle i Nakke. Der nævnes en mølle i Rørvig i 1688, og sidst i 1700-tallet var der to møller mod vest på Møllebakken ud over en mølle på den nuværendes plads. Den seneste mølle blev bygget i 1842 og taget ud af drift i 1924, hvorefter den i 1928 blev overtaget af Rørvig Naturfredningsforening, som blev stiftet i den forbindelse.

Med romantikeren Henrik Steffens som igangsætter begyndte kunstnerne at strømme til det øde sandede landskab, hvor der knap nok var et træ – udover træerne i Lodsoldermandsgårdens have og sandflugtsplantagen. Sidstnævnte overtog amtet i 1867 for at standse sandflugten ind over Vestervang, men plantningen var altså allerede begyndt først i århundredet. Landskabets mystik, den ensomt beliggende kirke og den hyggelige Lodsoldermandsgård tiltrak mod 1800-tallets slutning mange kunstnere – herunder Meir Aron Goldschmidt, Vilhelm Bergsøe, Holger Drachmann, Vilhelm Kyhn, Henrik Pontoppidan og N.P. Mols, som alle malede eller skrev om Rørvig. Lodsoldermandsgården og dens familie blev i den periode centrum for turistlivet i Rørvig, men i 1926 efter uddybningen af sejlrenden ved Hundested i 1919 blev lodseriet nedlagt.

I 1907 opførtes strandhotellet, Rørvig Bad, ved Dybesø, og der opstod en række pensionater. Kongefamilien kom her hvert år fra 1913-28, og sammen med kunstnerne satte det gang i tilstrømningen af almindelige sommergæster til Sjællands Skagen, som det blev kaldt. De første sommerhuse blev opført i ly af sandflugtsplantagen ved Kirkevænget og Dybesø – og så tog en udvikling fat, som endnu en gang ændrede Rørvigs landskab i løbet af 60’erne og 70’erne. I dag er skoven blevet udvidet med store sommerhusområder og Nakke Skov, så der kun er åbent land tilbage på det midterste Nørrevang og en del af Nakke-halvøen. Til gengæld skete der mange fredninger langs kysterne, hvor Naturstyrelsen i dag har overtaget store områder ved Sandflugtsplantagen, Flyndersø, Korshage, Skansehage, Nakke Skov, Slettemosegård og fuglereservatet Hovvig, så man sikrer smukke, rekreative naturområder til at tiltrække de mange sommergæster – også uden for den egentlige badetid.

Nakke By forblev en uændrede landsby med gammel rytterskole, gadekær og Brydegård. Den lille havn for enden af Galbuen måtte opgives, da Hovvig blev inddæmmet i 1870. En overgang havde byen mejeri. Rørvig havde fra en noget større landsby udvidet sig med en skipperby ned ad Toldbodvej til havnen – to spændende og forskellige kulturmiljøer. Havnen fik i 1916 færgeforbindelse til den ny jernbane i Hundested og fik i 1928 rigtig bilfærge. Befolkningstallet steg med tiden til omkring 1000 – i høj grad sommerhusbeboere, som flyttede herop, når de blev pensionister – en uhåndterlig størrelse, hvor beboerne ønske om et egentligt moderne bysamfund vanskeligt kan harmonere med byens eneste naturlige indtægtskilde – turismen. Sognet fik i 1955 fælles skole og sognegård midt mellem de to byer, hvor der i dag er privatskole og forsamlingslokaler. Efter to kommunalreformer i 1970 og 2006 indgår Rørvig Sogn nu i Odsherred Kommune.

Når man står på toppen af Højsandet ved den nye rydning, som er planlagt af Rørvig By og Land på initiativ af Foreningsrådet, får man et godt indtryk af naturens kræfter, der dannede den 15 meter høje klit over det lille dige, som man ser det på samme sti nord for Lokkemosevej – og som senest under Bodil-stormen har sat sit tydelige præg på kysterne. På Højsandet ser man også, hvordan landsbyens bare lyng- og sandlandskab kunne ændre sig til tæt naturskov på kun 100 år, da sandflugten og græsningen ophørte. Rørvig har, som det ses af hjemmesidens tre artikler, en velbelyst og dramatisk udviklingshistorie som en del af sit trækplaster. Det skal dog ikke få os til at droppe romantikkens noveller og sagn, men vi skal se dem som et billede af deres egen tid, som også har været med til at skabe det Rørvig, man kan opleve i dag.

Troels Brandt 30. september 2015

Som kilde til artiklerne om Rørvigs udviklingshistorie henvises der til Rørvig Naturfredningsforenings bog “Mellem Kattegat og Isefjord – Rørvigs natur og kulturhistorie”, hvor man vil finde langt mere stof og historien om de mennesker, som har beboet og benyttet området.