Geopark Odsherred står ikke bag Danmarks Midtpunkt

Ved at følge debatten om forlystelsesparken “Projekt Danmarks Midtpunkt” får man det klare indtryk, at Geopark Odsherred støtter projektet.
Det viser sig nu, at det er IKKE tilfældet. Geopark Odsherred understreger, at organisation slet ikke har taget stilling.

Dette fremgår af et svar til to sommerhusejere, Bo Maltesen og Michael Meyerheim, som i slutningen af juni rettede henvendelse til formanden for GO’s bestyrelse, Michael Kristiansen. 

De to sommerhusejere havde hæftet sig, at Geopark Odsherred tilsyneladende var så involveret i Danmarks Midtpunkt-projektet, at Geoparken bliver nævnt flere gange i lokalplanansøgningen, at den fremstår som støtte for projektet, der bl.a. kaldes en hovedattraktion i Geopark Odsherred, og at der i ansøgningen også er omtalt og indtegnet et Geopark Besøgscenter – og endelig at Geoparks direktør Morten Egeskov (til SN Nyt 11. april) udtalte sig positivt om projektet.

Men formanden  Michael Kristiansen har nu svaret os, at Geoparken ikke har taget stilling til projektet, og derfor ikke kan tages til indtægt for projektet. 

Han skriver også, at hvis Geoparken på et tidspunkt skal tage stilling, så vil det ske ud fra de værdier, der er rodfæstet i Geoparkens arbejdsgrundlag. 

Her kan du læse brevets fulde ordlyd og nedenunder svaret fra formanden for Geopark Odsherred. 

28. juni 2024

Kære Michael.

Vi henvender os til dig, fordi du er formand for bestyrelsen i Geopark Odsherred.

Vi har fået den opfattelse, at I som organisation er kædet sammen med og bakker op om et stærkt kontroversielt projekt i Rørvig – nemlig etablering af et skovtårn med tilhørende restaurant og aktiviteter, som kendes fra forlystelsesparker.

Planen går under navnet Projekt Danmarks Midtpunkt.

Initiativtagerne indsendte i slutningen af marts en anmodning til Odsherred Kommune om at få udarbejdet en lokalplan for området. I den ansøgning spiller Geopark Odsherred en væsentlig rolle, så man må formode, at jeres organisation har været inddraget i projektet i god tid inden. 

Dette bekræftes også af det informationsmøde, som blev holdt den 4. april på Rørvig Kro. Mødet var arrangeret af initiativtagerne, ægteparret Lars og Tanja Nielsen – og som medarrangører stod Geopark Odsherred, Visit Odsherred og arkitektfirmaet Effekt.

Geopark Odsherreds direktør, Morten Egeskov, var ordstyrer på mødet. Visit Odsherreds turistchef, Claus Rex, holdt et indlæg. En uge senere den 11. april udtalte Morten Egeskov sig positivt om projektet i en artikel i Sjællandske Nyheder (se vedlagte).

Vi undrer os meget over, Geopark Odsherred med sine idealer om at værne om det eksisterende landskab ser sig selv som en del af dette projekt.

Projektet lægger ifølge initiativtagerne op til bygning af et 25 meter højt skovtårn med tilhørende aktiviteter som boardwalk, skovklatring, tovbane, rutsjebane, vandlegeplads, inklusive skøjtebane, børnezoo og overnatningsmuligheder i landskabsshelters og popup shelters. Dertil en restaurant, fællesspisning, orangeri, muligvis et Geopark Besøgscenter – samt parkeringsplads for 200 biler.

Al dette skal placeres i et område i Nørrevang uden for Rørvig By – et område der i dag er udlagt i den netop vedtagne kommuneplan som bevaringsværdigt kulturlandskab – og af staten udlagt som national geologisk interesseområde og nationalt kystlandskab. Det vil beslaglægge 170.000 kvadratmeter, dobbelt så meget som Tivoli i København.

Dette plus den omstændighed, at projektet er i strid med planlovens bestemmelser om bygning af nye anlæg i kystnærhedszonen – og af samme grund ifølge Odsherred Kommune i risiko for at blive afvist af planmyndighederne – får os til at spørge:

Er dette virkelig i overensstemmelse med Geopark Odsherreds profil?

Andre forhold i projektet vækker også undren:

Projektet hævder at skabe helårsturisme, men erfaringer fra et lignende udsigtstårn i Gisselfeld ved Næstved viser, at de besøgende kommer i årets tre sommermåneder.

I denne periode er Rørvig i forvejen fuldstændig proppet med mennesker.

Adgangen til det planlagte tårn kan kun ske ad smalle lokalveje. Hvis 80.000 mennesker besøger stedet hvert år, vil det medføre et trafikalt kaos, ikke blot på de små veje, men også på hovedvejen til Rørvig fra Nykøbing – og i selve Rørvig By med stor risiko for overturisme.

Vi spørger derfor: Er dette i overensstemmelse med Geopark Odsherreds erklærede mål om at skabe bæredygtig udvikling med ansvarlig turisme?

Ifølge den lokalplansanmodning, som ophavspersonerne har indsendt til kommunen, er den overordnede idé at skabe en ny naturoplevelsesdestination, som kobler Danmarks Midtpunkt til Geopark Odsherred.

Men er det i overensstemmelse med Geopark Odsherreds grundlæggende formål at ødelægge et område, der i dag er karakteriseret ved at have en enestående og bevaringsværdig natur, og skabe et anlæg med kunstig natur, så besøgende kan opleve …. naturen!?

At projektet – oven i al dette – er placeret 50-75 meter fra et fredeligt 70 år gammelt sommerhusområde vidner efter vores mening om en ubetænksomhed hos initiativtagerne, som det undrer os at Geopark Odsherred lader sig associere med.

Vi kan oplyse, at siden offentliggørelsen af projektet har der rejst sig en storm af protester i lokalområdet. En hastigt dannet Borgergruppe har i skrivende stund indsamlet 1200 protest-underskrifter, og tallet er stigende dag for dag. Hos kommunen oplyser en embedsmand, at man ikke har oplevet en lokalplans-anmodning, der har udløst så megen utilfredshed og modstand nogensinde.

Hvis Geopark Odsherred mener det alvorligt, når det i strategien for 2024-2027 hedder, at I som organisation er er afhængig af vedvarende bred, lokal opbakning fra borgere, virksomheder, sommerhusejere og besøgende, så kan vi som sommerhusbeboere i området bevidne, at denne opbakning vil I ikke komme til at opleve i dette projekt.

Vores vurdering er, at hvis et udsigtstårn med diverse aktiviteter er en god ide i Geopark Odsherreds område, bør det placeres i et område, hvor turister i bil har let adgang til stedet. Det kunne være i nærheden af hovedvej 21, måske i nærheden af Solvognens Fundsted. Her ville folk faktisk også have en god chance for at opleve de morænedannelser (”de tre buer”), som er grunden til at Odsherred overhovedet er udnævnt til Geopark, og på en sådan placering vil der kunne skabes et endnu mere ambitiøst projekt i ånd med Geopark Odsherreds fine visioner.

I øvrigt kan du i vedlagte artikel fra Information læse, at hele ideen om, at Danmarks Midtpunkt ligger på det pågældende sted (Lokkemosevej 70), er et falsum – hvilket i realiteten indebærer at Geopark Odsherred bliver forbundet med en markedsføring, der lokker folk til Odsherred på et falsk grundlag.

Vi vil med denne henvendelse bede dig kaste lys over Geopark Odsherreds position i sagen. I vores øjne strider det mod al dét, som jeres organisation står for, og vi mener, at jeres bestyrelse burde lægge afstand til projektet.

Venlig hilsen
Bo Maltesen, Korshagevej 52, 4581 Rørvig 
Michael Meyerheim, Solsortevej 7, 4581 Rørvig

10. september 2024

Kære Michael og Bo,

Tak for jeres henvendelse som jeg har vendt med Geoparkens sekretariat.

Geoparkens bestyrelse har IKKE forholdt sig til dette projekt og kommer næppe heller til at gøre det for nuværende. Som jeg forstår det har kommunen igangsat et grundigt forarbejde, der blandt andet skal afklare, hvorvidt trafikforholdene overhovedet er til et sådant projekt.

Hvis kommunen ønsker at gå videre med projektet vil Geoparken utvivlsomt blive hørt, og i den situation vil vi grundigt og seriøst overveje vores stillingtagen – ikke mindst under hensyntagen til værdierne bag Unesco-godkendte geoparker.

Jeg har også forhørt mig i sekretariatet vedrørende nogle af de kommentarer, I har henvendelsen. Jeg kan oplyse, at Geopark Odsherred og VisitOdsherred IKKE var medarrangører af informationsmødet, men VisitOdsherreds turistchef, Claus Rex, var inviteret til at holde et oplæg om den turistmæssige vinkel på projektet, mens Geopark Odsherreds direktør, Morten Egeskov, havde indvilget i at være neutral ordstyrer.

Jeg kan derfor på det kraftigste afvise, at Geopark Odsherred har taget stilling til dette projekt.

Med bedste hilsner
Michael Kristiansen
Formand