HØRINGSSVAR TIL ODSHERRED KOMMUNE I FORBINDELSE MED
PLANSTRATEGI 2020 – KOMMUNEPLAN 2021-2033

Hermed fremsendes høringssvar fra bevaringsforeningen Rørvig by og Land, til Odsherred Kommune, til arbejdet med Planstrategi 2020 og Kommunalplan 2021-2033.

BEVARINGSFORENINGEN RØRVIG BY OG LAND                                                                                             

Rørvig By og Land er en bevaringsforening, der repræsenterer ca. 650 medlemmer – fastboende og landliggere – med bopæl, sommerbolig eller anden tilknytning til området der geografisk afgrænses af Rørvig Sogn. Foreningen Rørvig By og Land arbejder for fastholdelse og udvikling af de særligt unikke værdier Rørvig by, oplandets sommerhusområder, kysterne og landskabet besidder – kulturhistorisk og naturhistorisk.

HØRING OG DIALOG

Vi anerkender og takker for muligheden for at bidrage med tanker og ideer i forbindelse med planstrategien, og har med glæde fulgt processen med indhentning af forslag på de forskellige områder. Flere medlemmer har været aktive ved de virtuelle borgermøder og har bidraget med konkrete forslag, og høringssvaret her bidrager derfor med nogle overordnede analytiske overvejelser for udviklingen af Rørvig og opland, suppleret med konkrete forslag.

VÆRDIGRUNDLAG

Generelt anerkender vi også det grundige forarbejde der foreligger som grundlag for den videre udvikling af Odsherred Kommune. Der lægges op til stærke og udførlige strategier for kommunen og som lokalt forankret kulturhistorisk forening, er vi sat i verden for at formidle den særlige og unikke natur- og kulturhistoriske værdi som Rørvig by og opland repræsenterer, og høringssvarets overordnede budskab er et ønske om udtalt strategisk fokus på kulturarv og kulturhistorisk formidling i egen ret, tilsammen med en fortsat beskyttelse af de kulturhistoriske og naturhistoriske værdier Rørvig by og omegn repræsenterer.   Som forening sætter vi stor pris på det natur- og kulturhistoriske fokus der findes i de kommunale strategier og i Geopark Odsherred, og er partner via foreningens møllelaug. Men det er vigtigt at kulturarven værdsættes også uagtet den strategiske relevans i forhold til kommunens eller Geoparkens strategier og indsatsområder. Geoparken skal fortsat ikke stå alene som strukturel ramme for kultur- og naturhistorisk formidling i kommunen, og det er vigtigt at kommunen kan tage beslutninger til kulturhistoriens fremme og af kulturhistorisk værdi, med andre motiver end geoparken som strategisk ramme og løftestang for beslutningerne. Geoparken skal understøtte og institutionalisere formidlingen, men kulturhistoriens værdi, besidder den i sig selv. I foreningen arbejder vi for at fastholde og udvikle de særlige værdier sommerhusområderne har.  Det er vigtigt at de fortsat præges af den relativt vilde natur, og at anlægsarbejder udføres i overensstemmelse med de retningslinjer og æstetiske kvaliteter sommerhusområder har som naturområder. Vi arbejder også for at fremme vedligeholdelse af den omgivende naturs kulturhistorie og kvalitet. Sidst men ikke mindst arbejder vi for at fastholde og udvikle Rørvig by som kulturhistorisk perle. I den ånd, her vore overvejelser for udviklingen i Rørvig gennem konkrete forslag.

BYMIDTEN I RØRVIG

Bymidten er hovedfærdselsåre til SPAR-købmanden. Den fortsatte udvikling af sommerhusområderne, har afspejlet sig i de trafikale anlæg, her, ligesom en løbende udvidelse af butikken har været en realitet. Det har resulteret i en bymidte, der på mange måder er praktisk, men som også savner klarhed og understøttelse af det kulturhistoriske præg, området også har – i arkitektur og beplantning. Rørvig by og Land foreslår en kulturhistorisk formidlende udvikling af anlæg og trafikal infrastruktur i Rørvigs bymidte.   I dette udviklingsarbejde, bør Rørvig Handel- og håndværksforening, Købmanden, myndighederne, bevaringsforeningen Rørvig by og Land, og Rørvig-Nakke By-laug deltage, tilsammen med andre relevante interessenter – for at finde fælles strategi og sammen udvikle konkrete løsninger.

MUSEERNE

Vi står i kommunen med en unik mulighed for at gentænke den lokalhistoriske kulturarv og formidlingen heraf. Vil forslår at Lodsoldermandsgården tages i betragtning som formidlingsplatform. Ligesom kommunen investerer i et teater og Malergården som formidlings-lokationer, kunne Lodsoldermandsgården ved en kommunal overtagelse i kulturhistorisk formidlingsøjemed, have stor værdi, og i sig selv være et attraktivt stykke kulturhistorisk formidling.

LOKALPLANER

Der er fortsat en række sommerhusområder der ikke er reguleret af lokalplaner. Det er afgørende vigtigt for fastholdelsen og udviklingen af Rørvig oplands attraktionsværdi som rekreativ, at fokus fastholdes på at sommerhusområdernes karakteristika, og særlige æstetik. Der er vigtigt at husenes omgivelser anlægges i overensstemmelse med naturværdier områderne repræsenterer. Der er generelt en værdifuld natur i sommerhusområderne, og vi foreslår i RVBL derfor at også sommerhusområder generelt omfattes af lokalplaner.

AFFALDSSORTERING

Affaldssorteringen i Rørvig Sommerhusområder bør udvikles, men det er vigtigt at denne udvikling samtidig bliver en kvalitetsudvikling. Som det er nu organiseres affaldssorteringen ved husstandssortering og genbrugspladsen –med enkelte stationer til aviser og flasker. Det bør undersøges om ikke strategisk placering af affaldssorteringsstationer kan fungere som løsning for kvalitetsudvikling af affaldssorteringen i sommerhusområderne. Det er dog vigtigt at holde sig risikoen med uhumske og grimme pladser for øje, så sådanne stationer kan etableres som en nødvendig organisatorisk og strategisk udvidelse af affaldssorteringen, så stationerne vedligeholdes og i anerkendelse af at en påkrævet oprydnings- og opsynsindsats er påkrævet. Det gælder de eksisterende steder og andre der kan komme til.

RØRVIG HAVN

Udviklingen på Rørvig havn afspejler udviklingen i sommerhusområderne og den trafikale udvikling i bymidten. Vi vil derfor påpege at den gennem mange år diskuterede trafiksanering af Rørvig Havn, tager de nødvendige hensyn til havnens kulturhistoriske værdi og de kulturhistoriske byggerier der findes på havnen – særligt Lodsoldermandsgården –tages i betragtning som et aktiv i den videre udvikling af Rørvig Havn og Odsherred Kommunes formidling af kulturhistorisk arv. Vi oplever generelt at Rørvig Havn både formidlingsmæssigt og i tilstrømningen til havnen, at Rørvig Havn fremstår som den centrale turistattraktion i herredet. Presset på havnen er stort, og det er derfor vigtigt med bevidstheden om at yderligere positionering kan skabe større pres, ligesom vi anbefaler at der arbejdes 4 aktivt for at livet og færdslen på havnen kan ledes andre steder hen – til andre attraktioner, og ved bedring af opholdsmuligheder ved Korshage, Skansehage, Rørvig mølle, og i landsbyen Rørvig.

GENERELT OM FÆLLESSKABERNE I RØRVIG OG OMEGN

Vi oplever fortrinsvis to grupper af tilflyttere til Rørvig og omegn – unge familier og ældre borgere. Vi oplever at Rørvig og opland vælges til som fast bopæl, på grund af naturværdierne, de mange rekreative ferieområder og for at kunne fastholde unge familier er det vigtigt kulturelle tilbud og attraktive institutioner til deres børn samt gode muligheder for at arbejde på distancen. For ældre medborgere er det vigtigt med adgang til et aktivt foreningsliv og anden fælles aktivitet.

På foreningens vegne,

Anders Holst

Formand