Isøres revurderede topografi:

Indtil omkring år 2000 var det den almindelige opfattelse, at Saxo’s Isøre Havn var bugten bag Skansehage, og at fortidens kongevalg blev holdt på den nærliggende hede. Kurt Sørensen var den første, som korrekt gjorde opmærksom på, at Skansehage slet ikke eksisterede på den tid – og dermed heller ikke bugten. Siden viste det sig ved udgravning, at det voldsted ved Borrebakken, som han og den ældre historiker, Rørdam, tilskrev Regnar Lodbrog, var et kanonbatteri fra Napoleons-krigene – et voldsted man senere fandt tegninger til fra 1807.

Denne skuffende udgravning var sammen med åbenlyse fejl i Kurt Sørensens øvrige artikler anledning til udarbejdelsen af et notat, som senere blev til et egentligt projekt i Rørvig Naturfredningsforening og til artiklen “Isøre Havn og Ting” i forbindelse med RNF’s bog “Mellem Kattegat og Isefjord”, hvor Kurt Sørensen var medredaktør. Vikingeskibsarkæologen Ole Crumlin Pedersen blev så interesseret i notatet, at han tog initiativ til at samle en gruppe omkring Rørvig Naturfredningsforening fra Nationalmuseet, Vikingeskibsmuseet, Odsherred Museum og Geografisk Institut (KU). Som led i dette projekt skrev Jack Rømer speciale om geologien og en artikel til bogen under vejledning af lektorerne Niels Nielsen og Jørgen Nielsen, som tidligere selv havde skrevet om Rørvigs geologi i “Danmarks Natur”. Også andre forskere hjalp til – bl.a. med historie, navne og oversættelse. Vi har udarbejdet nedenstående sammendrag herfra – suppleret med nyere observationer og skyggekort omkring havnen og tinget, som er gjort efter det oprindelige projekt. Det betyder et opgør med de traditionelle skildringer af Rørvigs historie, som er præget af misforståelser, sagn og udokumenterede fantasier helt frem til 1600-tallet.
Kystudvikling Skyggekort1

Landskabet: Vikingetidens Rørvig-halvø var i langt højere grad dækket af vand end nu, selv om vandstanden kun var ½ meter højere. Området havde hidtil været en ø (i stenalderen endda 3 øer), men det gamle sund mellem Hovvig og Kattegat, som adskilte øen fra Odsherred, var lukket til på grund af materialetransporten fra Klintebjerg og Odden i vest. Sandet lagde sig først i krumodder ned mod Ringholm og derefter over mod pynten, hvor kirken nu ligger og efterhånden også udenfor. Ifølge Jack Rømer var sundet desuden lukket af et drag i vikingetiden (se skyggefotoet), ligesom Limfjordens udmunding i Vesterhavet, men senere relieffotos viser, at strandvoldene forinden må have nået pynten ved kirken, hvor den sidste tidevandskanal i vest synes at have gået langs Rørvigs kyst. Vikingerne har måske først i perioden kunnet trække deres skibe over draget som ved Dragsholm i Lammefjorden.

Geologiske formationer er vanskelige at datere, så vi har tidligere tegnet området mere fugtigt i vikingetiden, for ikke at afskære en teoretisk mulighed for en havn på vest-siden. Naturstyrelsens nye skyggefotos og historiske oplysninger fra gamle kort har givet langt større sikkerhed for placeringen af Isøre Havn på østsiden af Rørvig-halvøen, og vi har derfor her brugt det nye skyggekort som grundlag. Langesø-lagunens præcise udseende og Hovvigs udbredelse på forskellige tidspunkter er dog stadig usikker.

Oprindeligt har moræneøen været større mod nord og øst, men dele blev senere eroderet bort af havet, som efterlod kystskrænter som Elmedalsskrænten og sandsynligvis også Paradisdalen samt enkelte stenrev og mindre moræneknolde ude i havet. I øtiden har materialestrømmen efter stenalderhavets erosion og den senere landhævning antageligt været begrænset og indskrænket sig til samlingen af de 3 øer og et vinkelforland på nordspidsen. Disse dannelser fortsatte i langt kraftigere målestok, da Vestsundet blev lukket og førte materialestrømmen langs Odsherred den vej.

De sidste 2200 års vanddybder ses på efterfølgende kurve fra forskningen omkring vikingeskibene i Roskilde.

Vanddybder

Da materialestrømmen begyndte fra Klint og Odden, blev Dybesø dannet i dette fladbundede hav som en tidevandskanal og senere lagune inde bag barrieren, der blev delvis styret af de gamle stenrev eller moræne fra en ø ved den nuværende kyst ved Dybesø, hvilket kan harmonere med geologen Axel Schous gamle teori. Flyndersø opstod først senere bag en ny barriere beskyttet af stenrev, og en tilsvarende udvikling skete i 1800-tallet ud for barrieren ved Langesø, hvor den smalle Skiddenkrog opstod med store tangaflejringer – i dag en lavning i kvægindhegningen.

Nogenlunde samtidig med strandvoldene fra Odsherred på nordsiden er strandvoldsystemet syd for Langesø blevet skabt af en strøm fra fjorden ovenpå det delvis borteroderede moræneområde. De sidste rester af morænen over overfladen er antageligt knolden for enden af Ole Kjærsgårds Vej. Også denne teori blev allerede udviklet af Axel Schou som et af de klassiske eksempler på kystmorfologi i hans doktordisputats. Nogle geologer mener, at erosionen på østsiden er sket senere end stenalderen – en enkelt endda i yngre jernalder. Langesø-områdets øverste morænelag må imidlertid være borteroderet længe før vikingetiden, da der efterfølgende skal have været tid til at Langesø-lagunen både kunne dannes og gro til igen inden 1600-tallets kort. Især den borteroderede moræne i den sydlige del synes at have været en lavvandet grund, som steg mod overfladen ved den generelle landhævning – bortset fra en dybere strømrende inde ved kysten. Dette er antageligt sket senest i ældre jernalder, hvor vanddybden faldt 1 meter på 400 år til 40 cm over dagens niveau – hvorefter den blev liggende nogenlunde stabilt frem til middelalderen. Den nordøstgående strøm og bølger i fjorden kunne derfor til sidst danne strandvolde i forlængelse af kystlinjen langs Rørvig Bugten fra Vadsehoved ud mod holmen, og denne udvikling bredte sig med nye volde mod syd. Det er antageligt denne stranddannelse, som har fået navnet Isøre. Konstateringen af morænebunden i syd er også berørt nedenfor i forbindelse med en alternativ teori, men det er underordnet i vor sammenhæng, da erosionen må være sket før afslutningen af den sidste større landhævning inden strandvoldene i ældre jernalder.

Da strømmen var lukket mellem Vadsehoved og holmen, skabte materialestrømmen rundt om Odsherreds nye Rørvig-halvø på østsiden en barriere i retning mod strandvoldenes østspids (holmen) og blev dermed en lagune – den senere Langesø, der endnu kan ses som en mose på de ældste kort. Jack Rømer konstaterede, at strandvoldene på Skansehage Hede er højere end odden/barrieren øst for Langesø, hvorfor Skansehage Hede også af denne årsag må være ældst. Der er ingen tegn på en åbning ind mod Langesø gennem Skansehage Hede, som der er gennem tangen. I vikingetidens begyndelse var lagunen muligvis endnu åben ud mod havet helt fra feriekolonien Isøre og sydpå, men i middelalderen må den sidste udsejling til fjordmundingen have ligget i Langesøs sydøstlige hjørne – hvor den senere blev til den kunstige Skanrende, som stadig kan ses.

Først da også Langesø-lagunen blev endeligt lukket af sandet, kunne sandstrømmen for alvor fortsætte sydpå og begynde dannelsen af nutidens Skansehage, som endnu på kortene fra 1600-tallet var en lille sydvendt pynt. I betragtning af det efterfølgende udviklingstempo sydpå, som kendes fra kort, må lagunen være lukket få hundrede år før.

På vestsiden var store sandflader fra Odsherreds krumodder og fra barrieren som sagt nået frem til øen. Dette blev fra 1200-tallet accellereret af “den lille istids” vandsænkning sammen med den generelle landhævning, hvilket fra 1300/1400-tallet, da den nordligste del af Hovvig forsvandt i sand, resulterede i en kraftig sandflugt ind over Rørvigs Vestervang og kirkeomgivelserne. Hvis sandflugten var begyndt før, havde man næppe rejst kirken på dette udsatte sted uden ferskvandstilførsel.

Havnen: Vor vigtigste kilde til Isøre Havn er Valdemartidens historiker Saxo. Han fortalte, at Isøre Havn fra gammel tid havde haft betydning – sandsynligvis på grund af den strategiske beliggenhed ud for Lejre/Roskilde – og han beskrev konkret to situationer, hvor Absalon brugte havnen – bl.a. som ventehavn på rette vind i Kattegat. Saxo skrev således i Bog 14.25.5/6 om de farlige sejladsforhold mellem sandbankerne i Isefjordens udmunding i Kattegat, hvor havet blev snøret sammen mellem kysterne – sandbanker, som er tydeligt afmærket i den nuværende fjordmunding på søkortene i 1600-tallet, hvor sejlrenden gik ud langs Rørvigs østkyst. Efter lang ventetid i “Portus Isøricas” gav Absalon ved et begyndende skift i vejret ordre til, at man herfra sejlede ud gennem “Fauces Isøricas” (= Isøre Hals/Gab). Det må være Rørvig Gab, som nutidens fjordmunding hed på Dahlbergs kort fra 1660, idet også Isøre landsby skiftede navn til Rørvig i forbindelse med de forskellige versioner af Roskildebispens jordebog i 1300-tallet. Isøre Havn må have ligget ved denne udsejling til Kattegat, hvor den dybeste rende gik ind langs Isøres kyst med Lynæs sand og de øvrige sandbanker længere mod øst. Afhængigt af vejrskiftet måtte man så afgøre, om man sejlede øst eller vest om Sjælland. Han kan ikke have talt om Hovvig og draget ved kirken, som også ville ligge helt forkert i forhold til udsejlingen fra Roskilde Fjord. Saxo fortalte i anden sammenhæng, hvordan krigsskibene lå sammenkædet i roligt vand, når de søgte havn i krigstid. Havnen var utvivlsomt opstået som en læhavn for alle søfarende, der ventede på medbør ved udsejlingen eller søgte ly for elementernes rasen på Kattegat på sørejsen fra bl.a. Norge til Hedeby, som den tidligere beskrives af købmanden Ottar (Ole Crumlin Pedersen: Søvejen til Roskilde).

Navnet Isøre er ifølge sprogforskerne sammensat af is og det oldnordiske ord ør for gruset strandbred, og netop her ved sandbanken på tværs af strømmen har der utvivlsomt i issvintre danne sig store isskruninger i den snævre fjordmunding, hvor bølgerne drejede ind fra Kattegat, og tidevandsstrømmen løb frem og tilbage tæt under land.

Havnen lå altså sandsynligvis i lagunen i den nuværende Langesø Mose, hvis eksistens også bekræftes af Københavns Universitets og vandværkets boreprøver. Universitetets jordprøveboringer udelukkede derimod, at de tidligere laguner omkring Rørvig By havde saltvandsforbindelse på den tid. Skansehagebugten eksisterede slet ikke og kunne ikke betegnes som en portus, som Saxo gjorde. Hverken strategien eller beskrivelsen passer med bugt og drag ved kirken, som heller ikke stemmer overens med omtalen af Isøre Gab. Da Isøre by som sagt var identisk med Rørvig i 1300-tallet og i et pavebrev fra 1254 blev nævnt sammen med Nakke, må Isøre have ligget på det senere Rørvigs landsbyjorde nord for Nakke. Nakke By’s jorde kan således udelukkes – hvilket de også kan af geologiske årsager, da strandvoldene ved Oddermosen og Andemosen af geologerne Hans Kuhlmann og Jack Rømer uafhængigt af hinanden dateres til senest bronzealder, da de desuden indeholder stenaldergrave i næsten samme højde nogle hundrede meter vestpå og da vikingeskibsarkæologerne fandt disse lokaliteter alt for små til formålet og strategisk forkert placeret. Postulaterne om Andemosen er ren og skær fantasi baseret på fejlanvendelsen af et kort over stenalderhavet en fejl, som Ole Crumlin Petersen senere har erkendt at have begået i sin bog, Søvejen til Roskilde. Der har selvfølgelig levet folk i vikingetiden overalt, men der er slet ikke dokumenteret nogen form for vikingeaktiviteter på Nakke. De lokale fortællinger er udokumenteret fantasi, som står i modstrid med forskernes observationer.

Der har blandt de 9 involverede geologer været enighed om en lagune ved Langesø – blot med lidt tvivl om udmundingens retning. En Langesø var ligeledes under alle omstændigheder det oplagte valg for trafikken til og fra Roskilde. Jack Rømer identificerede den sidste lagunemunding i sydøsthjørnet ved Bentvedsvej ved Københavns Universitets georadar-undersøgelser. Den øverste del kan ses i dag, men trods overfladisk lighed med Kanhave-kanalen skyldes den kanallignende nordside snarere dræningskanalen Skanrenden fra 1800-tallet. Gammelt militært arkivmateriale placerer de ældst kendte skanser på sydsiden af lagunemundingen før Torstensson-krigene i 1644.
Denne udformning af lagunen havde desuden den fordel, at man kunne undslippe den modsatte vej ind over vadestedet (Myntestien) ved Vadsehoved til søen i Paradisdalen, som løb ud i fjorden ved Rusen.

Selv om det som arkæologisk bevis er for sparsomt, bør man også bemærke, at det vigtigste fund fra havnens og tingets tid i Rørvig udover landsbyfundene i Nakke er gjort i vandet tæt på den østlige lagunemunding. Her er der fundet et brudstykke af en meget kostbar guldhalsring (i oprindelig størrelse kun overgået af Tissø-ringen) fra vikingetiden – sandsynligvis tabt ved et forlis eller ved kamp i lagunens munding. Der er også oppe over “havnen” ved Nørrevangsvej fundet et korsformet vikingetidssmykke, som det eneste andet arkæologiske fund i Rørvig/Nakke, som kan indicere en ledingshavn.

Usikkerhed og alternativ geologisk teori: Det må understreges, at geologien og dateringen af denne er usikker, men det tidlige strandvoldssystem på Skansehage Hede peger klart på Langesø-området med udsejling mod øst. Odsherred kommune præsenterede i forbindelse med ansøgningen om Geopark-projektet en anderledes forklaring baseret på en privat upubliceret undersøgelse af en geolog. I dette projekt placeredes en lagune på Langesøs sted i stenalderen, hvorefter Paradisdalens kystskrænt dateredes til yngre jernalder og odden ved Langesø til “lille istid” efter 1200-tallet. Forklaringen blev begrundet med, at en privat georadarundersøgelse viste moræne under Langesøvej. Man var imidlertid ikke var opmærksom på, at boringerne nordpå viste gytje, og at konstateringen af moræne under sommerhuskvarteret blot støtter ovennævnte teori om dannelsen af strandvoldene på Skansehage Hede. Dette dateringsforslag hænger slet ikke sammen med, at disse strandvolde synes opstået tidligere end barrieren på Langesøs østside, og at Langesø var næsten udtørret på kortene fra 1600- og 1700-tallet, da lille istid kulminerede, mens Flyndersø ses på kortene i de sidste 400 år og først nu er ved at tørre ud efter dræning i 100 år. Langesø må have eksisteret længe før Lille Istid og oprindeligt have haft udløb østpå indtil barrieren lukkede af – ikke gennem de højere strandvolde mod syd.  Dette udelukker naturligvis ikke, at kystskrænterne ved Myntevej ikke er stenalderskrænter men en senere erosionsdannelse, som var pointen i ansøgningen. Geopark Odsherred omtaler da heller ikke mere den alternative teori, men det er sandsynligt at en del af erosionen er sket efter stenalderen.

Klik for større kopi

Klik for større kopi

Paradisdalen med Bjerget  Klik for større billede

Paradisdalen med Bjerget Klik for større billede

Tinget: Det var nogle af vore tidligste historikere, Sven Aggesen og Saxo, der sidst i 1100-tallet fastholdt, at det var gammel skik, at danske kongevalg fandt sted på Isøre Ting. Der var i så fald tale om et uformelt ting, idet kongerne officielt valgtes på landstingene. Det lyder imidlertid ikke usandsynligt, hvis hird og ledingsflåde blev enige om en kongskandidat i landets centrale samlingshavn, inden kandidaten drog rundt til landstingene. I særlig grad gælder det valgene mellem Svend Estridsens sønner, hvoraf de to historikere specifikt nævnte valgene af Harald Hen i 1076 og Niels i 1104. Hvorvidt også andre var valgt her, ved vi ikke, men det er vel sandsynligt i usikre tider. Måske er skikken påbegyndt i forbindelse med flådens kåring af Sven Tveskæg på bekostning af Harald Blåtand – men det er gætteri.

Den lokale overlevering placerede i 1800-tallet tinget i buskene inde under skrænterne nordvest for Skansehage Hede – i det område, som tidligere blev kaldt Paradisdalen. På tingets tid udgjorde dette sted antageligt det sydvestlige hjørne af Isøre Havn. Herfra gik der som nævnt et smalt vådområde videre mod vest langs den gamle kystskrænt med afløb ved Rusen. På nordsiden af denne nuværende mose ligger en lille slette op til skrænten, som her på det nærmeste danner et lille amfiteater med læ, så talerne kunne høres. Vadsehoved var dannet på grund af en mængde store sten i morænen, som blev eroderet ud af stenalderhavets kystskrænt. Stenene har ligget spredt på den lille slette og ude i søen, men efter etableringen af Egeskovgårds landbrug midt i 1800-tallet er de blevet flyttet til side, og gårdejer Peter Larsen lagde endda nogle af dem pænt i cirkel – hvilket senere har forårsaget lokale misforståelser om tingstedets udseende og placering. Vadsehoved blev anvendt som fælles mergelgrav, nogle sten blev knust til skærver og ved udstykningen af søengen i 60’erne måtte andre sten vige for sommerhusene. Der ligger dog stadig flere hundrede sten i området med en størrelse over ½ meter.

Marksystemerne før 17-1800-tallets udskiftning stammer normalt fra middelalderen. På præcis det sted, som overleveringen udpegede som tingstedet, optrådte navnet “Bjerget” oven for kystskrænten på markfortegnelserne før udskiftningen, mens marken nord for hed “Bjerg Agre”. Navnet kan være en parallel til det islandske Altings Lovbjerg, hvorpå lovsigemanden stod. Herfra proklamerede han for folket nedenfor, og her afgjorde man private tvister. Måske kan Paradisdalen ses som en miniature af Altinget, der ligeledes lå på en “væg” med vådområder og slette nedenfor – ikke fordi det var lovgivningssted, men fordi man helst forsamledes på den måde. Måske har fortidens talere også her stået på Bjergets skråning eller top og talt til hirden og flådens folk nedenfor ved stenene. Saxo havde ikke selv oplevet et sådant kongevalg, men han kendte tydeligvis Isøre Havn og udpegede Isøre som kongevalgsstedet. Hans billede ”Når de skulle vælge en konge, plejede vore forfædre at stå på store sten der stod fast i jorden” bør i konsekvens af hans påstand stamme fra Isøre, hvor store sten da også lå fast i jorden nedenfor. Faktisk ville hans påstande om Isøre Ting og stenene – trods placering forskellige steder i krøniken – ikke være plausible for hans samtidige læsere, hvis ikke man virkelig kunne se et sådant sted, hvor man vidste, at Isøre Ting havde ligget i nær fortid. Vadsehoved er det eneste sted i Rørvig, hvor vi er bekendt med så markante mængder af store sten.

Lige vest for Paradisgården – ca. 75 meter oppe ad bakken bag Vadsehoved – fjernede man ifølge Nationalmuseet i 1800-tallet en stenrøse, som fyldte 70 vognlæs. Røsen har ligget, så den for skibe på vej ind i havnen fremstod som en stor høj eller varde, der kunne markere landgangsstedet ved tinget. Vi har ingen viden om denne røses oprindelige formål eller datering, men som regel stammer disse røser fra bronzealderhøje.

Saxo påstod, at Poppos Jernbyrd havde fundet sted på Isøre Ting – hvilket dog er usikkert, da han også nævnte, at det skete under Sven Tveskæg – hvilket ikke hænger sammen med, at Poppos Jernbyrd allerede var nævnt i tyske kilder på Harald Blåtands tid. Teoretisk kan man have holdt Poppos Jernbyrd på kirkens plads modsat havnen på Harald Blåtands tid, hvilket kan have givet anledning til rejsning af et lille kapel – men det vil være rent gætteri omkring et usikkert sagn. Byernes nuværende fælleskirke er under alle omstændigheder bygget 1200-1250, mens havnen sidste gang omtaltes i 1170. Kirkens beliggenhed svarer til udgangspunktet for den første forbindelsesvej over draget til Odsherred, hvor vejene fra de to landsbyer har mødtes – her henvises til den efterfølgende beskrivelse af det ældste Rørvig.

Det udelukkes teoretisk heller ikke, at alle ting kan have fundet sted på bakken med kirken, men der er ingen spor heraf – og sandsynligheden er lille.

Generelt: I 1170 indførte Valdemar den Store en ny kongevalgsprocedure. Isøre Havn nævntes samme år for sidste gang, da Absalon i havnen mødte den norske jarl, Erling Skakke, som ønskede Valdemars søn Knud udpeget som norsk overkonge, så han kunne sikre Erlings søn. I 1300-tallet skiftede byen Isøre navn til Rørvig, så på dette tidspunkt er havnen øjensynligt forsvundet, men om den bare var blevet usejlbar og først siden forsvandt, ved vi ikke.

Det må præciseres, at ovennævnte er baseret på en kombination af geologi og historie, hvor de teoretiske muligheder og bekendte oplysninger er blevet vurderet overfor hinanden. De øvrige muligheder har med større eller mindre sikkerhed kunnet udelukkes, mens alle tilgængelige oplysninger hænger logisk sammen omkring en lagune ved Langesø Mose. Placeringen af havn og ting er imidlertid ikke bevist med de nødvendige arkæologiske fund, selv om de eneste vikingetidsfund i Rørvig – halsringen og korset – peger i denne retning. Sporadiske dektorundersøgelser har ikke givet resultat. Tinget har næppe givet anledning til mange fund, da der antageligt er tale om få tilfældige samlinger. Den tilgroede havn burde have givet anledning til tab udover guldringen, men her kan fundene ligge dybt i sand eller gytje. Baggrunden for resonnementerne og kilderne er beskrevet nærmere i bogen ”Mellem Kattegat og Isefjord”.

Områdernes nuværende tilstand:
Indsejlingen til lagunen ved Bentvedsvej kan stadig anes. Desværre ligger der to sommerhuse nede i den lavning, som markerer den sidste smalle udsejling. Selve området er tilsandet siden vikingetiden og desuden gennemgravet i forbindelse med etableringen og vedligeholdelsen af Skanrenden.

En del af det indre indløb er stadig mose, mens resten af lagunens sydlige ende er bebygget med sommerhuse. Lagunens midterste og nordlige del samt den vestlige bred henligger stadig som mose eller eng. Grundvandsstanden i hele området er sænket 65 cm med en pumpestation ved Langesøvej, og området er tilgroet med et gytjelag over den gamle lagunebund.

Det stenede lavvandsområde ved Vadsehoved er bebygget med 12 sommerhuse, mens resten af den gamle sø i Paradisdalen henligger som en træbevokset mose, der kan krydses via en dæmning med tilgroet adgang fra Borrestien. Selve vadestedet er dækket af en vejdæmning, som bærer Isøre Tingvej og Myntestien.

Paradisdalen var oprindeligt navnet på området under den gamle kystskrænt fra Vadsehoved til Skansehagevej – incl. engområderne rundt om Vadsehoved. Selve Vadsehoved har fungeret som mergelgrav, og skråningen vest for spidsen er nedpløjet på matr. 5 a, som i dag er udstykket til  5 sommerhuse. Navnet Paradisdalen har man flyttet om til østskrænten mod Langesø. Fortsættelsen af den oprindelige Paradisdal mod vest neden for Bjerget, som primært udgøres af matr. 1 bæ, henligger derimod urørt og har siden 1948 været fredet. Stedet har offentlig, men tilgroet adgang fra Borrestien. Denne del har tidligere været afgræsset af kalve, men nu er sletten ved at gro til med krat og brændenælder. Amtet modsatte sig i sin tid fældning, men der burde foretages naturpleje for at sikre den tilstand, som man fredede for eftertiden, og som altså kan være en del af Isøre Ting.
(Fortsættes)

Troels Brandt 20/5 2006 (Enkelte modifikationer 7/8 2015 og 20/8 2016)