Rørvig Bymidte

Rørvig By og Land har 12. maj 2026 indsendt et skitseprojekt for Rørvig Bymidte til Odsherred Kommune. Det forventes at blive behandlet på Miljøudvalgets møde den 16. juni. Du kan se Projektskitsen nedenfor.

Skitseprojektet er den foreløbige kulmination på en proces, der har kørt i lidt over 2 år i Rørvig. En proces Rørvig By og Land tog initiativ til i vinteren 2023. Siden da har der være afholdt 2 borgermøder, en workshop med erhvervslivet og foreninger samt nedsat en repræsentativ arbejdsgruppe med foreningsrepræsentanter, naboer til projektet og erhvervslivet. I alt har der deltaget over 250 borgere i arrangementerne.

Projektet er støttet af 2 fonde; Samlingskraft som er finansieret af Realdania samt Brand af 1849 Fond.

Rørvig By og Land har opfordret Rørvig Nakke Bylaug og Rørvig Handels- og Håndværkerforening til at samarbejde om projektet. Det sagde de jatak til i starten af april. Rørvig By og Land glæder sig til samarbejdet. I forløbet har begge foreninger været inviteret og deltaget i arbejdsgruppen.

Projektskitsen vil nu gennemgå en proces, hvor der vil blive ændret på elementer i skitsen. Allerede nu er der kommet kommentarer omkring uhensigtsmæssigheden af brosten, mulige trafikgener samt p-pladser for beboerne. Dette – og alt andet, der kommer frem – vil blive drøftet i det videre forløb. Et forløb, hvor kommunen også vil komme med ændringer og hvor fonde vil påvirke projektet.

Nu er vi i gang med projektet. Rørvig By og Land håber, at kommunen vil prioritere det politisk og økonomisk og at fonde vil støtte op om projektet.

Anders Klüver Rasmussen

projektet 12. maj 2026 se her.