Rørvig By og Land har siden slutningen af september haft et massivt fokus på projektet Danmarks Naturpunkt, der tidligere blev præsenteret under navnet Danmarks Midtpunkt.
Projektet, som Rørvig Kro vil gennemføre, rummer fortsat en række alvorlige og uafklarede problemstillinger. Derfor har vi i Rørvig By og Land arbejdet intensivt på at gøre de relevante politikere opmærksomme på alle de problemstillinger, der er i projektet.
Mødet med Erhvervsudvalget 6. oktober og mediearbejde op til mødet.
Danmarks Naturpunkt blev behandlet på møde i Erhvervsudvalget den 6. oktober. Rørvig By og Land havde anmodet om foretræde på mødet. Inden mødets afholdelse fik foreningen optaget et debatindlæg, og der blev bragt to artikler om foreningens holdning til projektet i Sjællandske Nyheder. Foreningen sendte derudover et notat til Erhvervsudvalgets medlemmer, der klargjorde de problemstillinger foreningen ser i en realisering af projektet.
Erhvervsudvalget vedtog at igangsætte lokalplanarbejdet med Danmarks Naturpunkt, men Radikale Venstre og Danmarksdemokraterne (DD) stemte imod. Jonas Nørgaard fra DD fik sikret, at punktet først skal behandles på Byrådsmøde den 27. oktober inden igangsættelsen af lokalplanarbejdet kan starte.
Mange samtaler med politikere
Rørvig By og Land har siden Erhvervsudvalgets møde haft kontakt til politikkerne for at formidle foreningens holdninger og de konsekvenser foreningen ser, at projektet kan have.
Rørvig By og Land har igennem den kontakt benyttet muligheden for at gå i dybden med problemstillinger, som foreningen mener, at politikerne bør have deres opmærksom rettet imod.
Byrådsmøde 27. oktober
Punktet skal til afstemning i aften den 27. oktober 2026 som en anmodning om lokalplan og kommuneplantillæg for Danmarks Naturpunkt (Punkt 178 på byrådets dagsorden). Rørvig By og Land har sendt et notat i sidste uge personligt til alle byrådsmedlemmer for at sikre, at de har hørt begge sider af sagen inden afgørelse. Der er ligeledes sendt væsentlige dokumenter til medlemmerne, som de ikke har set tidligere.
Rørvig By og Land vil være til stede i byrådssalen under punktets behandling.