Helhedsplan for havnen

Odsherred Kommune har iværksat udarbejdelse af en helhedsplan for Rørvig Havn. Hertil har man entreret med arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard. Foreninger, erhvervsdrivende og brugere på havnen har kunnet komme med input til, hvordan man hver især kunne se havnen udvikle sig i årene fremover. Der har været fortaget en række interviews, og svarene er blevet opsamlet og sammenskrevet i en såkaldt hvidbog som blev offentliggjort sidste år.

På et møde, afholdt i februar måned i Rørvig Sejlklub (RØS) med kommunen som arrangør, præsenterede arkitektfirmaet hovedtrækkene af hvidbogen og de planideer til en helhedsplan for havnen, som firmaet var kommet frem til, og som var fremlagt i firmaets forslag fra januar i år til en Helhedsplan for Rørvig Havn, udsendt til mødedeltagerne. Der var en god drøftelse af planen. Det er klart, at forskellige interessegrupper ser forskelligt på sagen og naturligvis har forskellige holdninger til, hvad der skal prioriteres og gennemføres. På mødet lovede kommunens repræsentanter, at der vil blive offentliggjort et referat fra mødet. Det venter vi på med spænding.

Generelt skal det siges, at projektets gennemførelse må ske over en årrække, idet der i det kommunale budget ikke er afsat penge til havnens udvikling. Vedligeholdelsesbudgettet for de kommunale havne på Sj. Odde, i Nykøbing og i Rørvig udgør samlet ca. kr. 2,4 mill, så det er begrænset, hvad der kan udføres hvert år. Der er tale om en god proces, hvor der har været inddragelse af mange interessenter, og med tilslutning til den overordnede prioritet om at fastholde Rørvig Havn som et af de centrale steder i lokalområdet med særlig fokus på de maritime aktiviteter.

Planen er nærmere beskrevet i Rørvig By og Land 2013-1, og hvidbogen kan hentes på dette link.

Havneplan