Nyt fra Mølleudvalget:
Ved restaureringen af møllen har foreningen tilknyttet den estimerede tegnestue RØNNOW ARKITEKTER, der har påtaget sig hele arkitektrådgivningen såvel som projekteringen af det nye fundament, der er en væsentlig forudsætning for, at restaureringsarbejdet på selve møllen kan udføres. Tegnestuens nestor Karsten Rønnow har gennem familiemæssig tilknytning et godt kendskab til Rørvig.
Foreningens samarbejdspartner på tegnestuen er en af indehaverne, Kongelig Bygningsinspektør Arkitekt MAA Camilla Løntoft Nybye (billedet).
Rådgivningen er i god gænge og arkitekten har allerede leveret et detaljeret budget og en arbejdsplan frem til genindvielsen i juni 2024, – det er et godt valg for foreningen. Hertil har arkitekten udarbejdet det omfattende dokumentationsmateriale, der er nødvendig for at kunne opnå tilstrækkelige fondsdonationer til restaureringen. Restaureringen forventes i henhold til planen at kunne løbes i gang med de første arbejder i det sene efterår.
Løntoft Nybye forestår mølleudvalgets faglige kontakt til Slots- og Kulturstyrelsen og samarbejder tæt med mølleudvalgets finansgruppe om kontakten til de relevante fonde, foreningen henvender sig til.
Einar Olsen. Mølleudvalgets formand.