A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har den 31. maj 2021 doneret 2.774.000 kr. til restaurering af Rørvig Mølle.
Der er tale om en meget betydelig donation, hvis størrelse medfører, at restaureringen af møllen nu kan iværksættes og gennemføres. Det er en stor dag for foreningen og især for Mølleudvalget. Foreningen er meget taknemmelig og Mølleudvalget vil, sammen med sine samarbejdspartnere, sørge for, at fonden og stifterfamilien bliver stolte over det resultat, der nu muliggøres ved hjælp af den store gave.
Indsamlingen af økonomiske midler til møllens restaurering er nu så langt, at fondsgaverne, sammen med foreningens hele likvide formue, nu er nået den budgetterede størrelse.
Einar Olsen, Mølleudvalgets formand