Møllelauget var den 16. oktober 2020 i pragtfuldt vejr vært for et ’GRAND CRU’ / ’Kom til mølle’ arrangement på møllen i samarbejde med ’Destination Sjælland’.
Mølleudvalget producerer som bekendt (endnu) ikke selv fødevarer, men havde til arrangementet hentet beder og rødder, æbler og kartofler fra to af producenterne i Odsherreds vidunderlige spisekammer, nemlig rodfrugter fra Lammefjordens Spisekammer og æbler fra Arild Vinges abildgård. Laugsmedlemmerne Bente Poulsen og Susse Brandt forestod salget, talte med de besøgende om urternes tilberedning, jorden på Lammefjorden og de smagfulde produkter. Der blev hurtigt udsolgt, hvorved der blev et lille overskud til Møllen.
Laugsmester Tom Keller Bruun viste næsten 200 meget interesserede gæster rundt i møllen og fortalte om møllens funktioner og den forestående restaurering. Gæsterne var mange lokale familier, men også en del laugsmedlemmer benyttede dagen til at opfriske deres viden om møllen. (Arrangementet forventes udvidet lidt til næste år!)
Einar Olsen. Mølleudvalgets formand.