Møllelauget afholdt traditionen tro igen i år den nationale Mølledag, der hvert år finder sted den tredje søndag i juni måned. (Møllen planlægges genindviet ved mølledagen i 2024!).
I år kom der cirka 70 gæster. De fik en helt særegen og enestående oplevelse, da møllen er flyttet ned på marken og helt skilt ad, så alle delene kan nærstuderes – dette kommer næppe til at ske igen i gæsternes levetid!
En hel stribe møllelaugsmedlemmer var mødt op og gav gæsterne individuelt eller i små grupper en detaljeret fremvisning af møllens adskilte dele, herunder også forklaring om de mange nedbrudte dele, der nu restaureres eller fornys af foreningen.
Der var stillet flot an med kager bagt til lejligheden af møllelaugsmedlemmer, kaffe, sodavand, let fadøl og andre drikkevarer.
Det var dejligt at se familier, der mødte op i flere generationer. Der var gode spørgsmål også fra de yngste gæster. Vejret var fantastisk – varmt, med en enkel traditionel dansk sommerbyge.
Møllebyggepladsen vises frem igen den 3. juli 2021, klokken 11.00 til 17.00, i et arrangement sammen med GeoParkfestivalen. (Køb billetter på billetexpressen.dk/GeoParkfestivalen.)
Einar Olsen, Mølleudvalgets formand