Salen, da der blev spillet højt.
Møllelauget bød lørdag den 9. oktober 2021 på en hyggelig og feststemt ”Høstfest” i Sognegaarden.
De 64 tilmeldte laugsmedlemmer og gæster nød i hyggeligt selskab dejlig mad i en omfattende menu. Hovedretten var helstegt pattegris, vinmarineret, hvortil der var allehånde tilbehør, blandt andet ovnstegte rodfrugter fra Lammefjorden, krøjesalat og velsmag. Desserten bestod af bagte æbler, vaniljeis og årstidens bær.
Der var prisværdigt korte taler af Møllelaugets formand og af Mølleudvalgets formand.
Lederen af Mølleudvalgets Restaureringsgruppe fortalte om forskellige kunstmaleres skildring af møllen gennem nogle årtier. Malerierne har fine oplysninger om møllen, der er værdifulde ved de restaureringsbeslutninger, der skal tages af Restaureringsgruppen.
Bandet ”HARD BOILED EGGS” med Knud Skiver på drums (i dagens anledning) underholdt med loungemusik under middagen, og efter middagen spillede orkestret 50’er og 60’er musik som optakt til sang og dans. Forinden sang vi ”Marken er mejet” og selvfølgelig ”Rørvigvalsen”.
Høstfesten skal blive en tradition for Lauget, det tidlige efterårssamlingspunkt for hele foreningen!
Møllen malet af Johannes Britze 1924, det år møllen blev taget ud af drift. (Brune vinduer og døre, tagpap på hatten)