RØRVIG BY & LAND – Vi arbejder på visionen for de næste 100 år 🌿

Af Lene Hjorth

Den 29. november afholdt RØRVIG BY & LAND et medlemsmøde, hvor vi drøftede foreningens fremtidsvision for de næste 100 år og udviklede idéer til aktiviteter i forbindelse med vores 100-års jubilæum i 2026.

Udvalgene skal arbejde videre med fremtidens fokusområder

De gode forslag fra mødet er nu samlet i et idéoplæg, som vores udvalg arbejder videre med. I forbindelse med jubilæet vil foreningen præsentere både den langsigtede vision og et spændende jubilæumsprogram. Allerede nu kan vi løfte sløret for nogle af de centrale indsatsområder, vi vil arbejde med fremover:

Samarbejde mellem fastboende og landliggere

Vi vil fortsat styrke det gode samarbejde mellem de fastboende og landliggerne. Begge grupper deler en stor kærlighed til Rørvig og Nakke-halvøen, og vi ser ingen modstrid mellem dem – tværtimod er vi afhængige af hinanden. Uenigheder er en naturlig del af udviklingen og kan bidrage til en sund debat om områdets fremtid.

RØRVIG BY & LAND som videnshub

Med vores 100-årige historie og dybe kendskab til halvøens unikke natur, kultur og historie ønsker vi at fastholde og styrke vores rolle som en vigtig formidler af viden. Gennem samarbejde med specialister, lokale aktører og civilsamfundet vil vi positionere os som en konstruktiv partner over for politikere, fagfolk, erhvervsliv, fastboende og besøgende.

Hvorfor Rørvig By og Land som videnshub?

Vores historie og indsamlede fortællinger om Rørvig-halvøen giver os en unik mulighed for at formidle områdets særlige karakter, natur, kultur. Dette skaber en fælles forståelse af, hvem vi er, og hvordan vi fremover kan udvikle området med respekt for områdets unikke kvaliteter.

100-års jubilæumsaktiviteter

Jubilæet skal markeres med særlige aktiviteter som musikfest, fotokonkurrence, cykelløb, vandreture og børnearrangementer, for her at nævne nogle.

Vi arbejder også på at udvikle et fælles kommunikationskit, der kan øge synligheden af foreningens arbejde og vores fælles fortælling i jubilæumsåret.

Langsigtede initiativer

Vi ønsker at skabe varige effekter, der rækker ud over jubilæumsåret og som skal udvikles og fastholdes på den lange bane. Det kan inkludere:

– Sikring af finansiering til formidlings- og udviklingsprojekter via fonde

– Bevarelse af Nørrevangs åbne landskab

– Udvikling af bymidten

– Fokus på genanvendelse, biodiversitet og bæredygtig turisme