Rørvig Møllen står igen foran en forskønnelse, efter at Rørvig By og Land gennemførte en flot restaurering i årene 2021–2023.
I løbet af foråret påbegyndes arbejdet med at tjære møllens hat, krop og krøjeværk, male døre og vinduer samt give vingerne træolie. Projektet er muliggjort af en donation på 110.000 kr. fra Augustinus Fonden.
– Møllen vil stå smuk og klar til at modtage de mange gæster i sommerperioden, siger næstformand i bestyrelsen Arne Jørgensen.
Særligt ser foreningen frem til Dansk Mølledag den 21. juni, hvor alle er velkomne til at besøge møllen.
