I det herrens år 2013 var den tidlige middelalders stemning vendt tilbage til Rørvig – en tid, som for alvor satte Isøre på landkortet som Danmarks Midtpunkt. Den 24. juli ankom Vikingeskibsmuseets stolthed, kopien af den irsk-byggede Havhingst fra 1047 – antageligt et skib af den type langskibe, som Valdemar og Absalon landede med i Isøre havn. Havhingsten kom til havnen sammen med to mindre vikingeskibe fra Maritimt Forsøgscenter ved Lejre og handelsskuden Agnete fra Middelaldercentret i Nykøbing F – en kopi af Gedesbyskibet. På havnen var der samtidig middelaldermarked og middelaldermusik. Det var flot vejr, og som det ses på billederne var der stemning og masser af mennesker i havnen. (Klik på billederne for større udgave)
Månen nåede ikke at skifte fase, før Isøre Ting blev indtaget af herredets styrismænd og -quinder. Det behagede øjensynligt ikke tordenguden, at herredets folk skulle besætte det nationale kongeting, som i forne tider havde stået under gudernes beskyttelse. Kort før tingets åbning lod Thor sin hammer buldre, så det gav genlyd hen over himlen. Hovedparten af det skræmte folk krøb i ly i hytte og skjul, men de stoute byrødder lod sig ikke skræmme og afholdt et tingmøde, der vil gå frasagn om. Selv Thor turde ikke blande sig mere, men sendte i stedet sin hustru, Sif, hvis hår af gyldne solstråler lyste op over den tapre forsamling. Det blev til megen kiv og parlamenteren – til stor moro for den folkelige hob, som trods alt havde dristet sig på tinge – men det lykkedes ikke styrismændene at nå frem til en beslutning om herredets fornemme gulerodspris.
Ovenfor plæderer bondepartiets anfører, hr. Morten af Egeskovgård, for at bønderne selv må have lov at bestemme, om gulerødderne skal være økologiske eller ej. Når hr. Morten på billedet skåner sine snabelsko, skyldes det hverken hans egen eller standens medfødte sparsommelighed, men ønsket om at have fødderne solidt plantet i sandet. Han kunne nemlig forkynde, at hans forfædre havde bemægtiget sig denne hellige jord efter kongetingets lukning og tilsandingen af Isøre Havn. Rigskrønikeren Saxo fortalte om Isøre Ting: “Det var skik i gamle dage, at når vore forfædre skulle vælge konge, plejede de at stå på store stene, der stod fast i jorden, som et varsel om, at valget var lige så fast og urokkeligt, som stenene de stod på.” Desværre havde hr. Mortens forfædre 90 år forinden slået markens store sten til skærver, så man i stedet måtte tage sig til takke med 4 kommunale fliser. 
Måske derfor kunne gulerods-sagen ikke opnå den nødvendige faste og urokkelige majoritet. Sagen blev i stedet syltet i et udvalg, som skulle tage behørig stilling – men det lykkedes dog forinden adel og bønder i fællesskab at forpurre folkepartiets upassende krav om økologi.
Rådets ubeslutsomhed blev for meget for herredets velærværdige oldermand, hr. Thomas af den ædle slægt Adelskov. Han bød det linde honningsøde mjød udskænket i passende mængde til rådets medlemmer, så stemmerne kunne smøres. Derefter gik det lettere med at afsynge 6 kvad til herredets pris – og nå frem til en vinder af den ædle kappedyst – en ode til Odsherreds farver, lys og natur.
