MØLLEUDVALGET PÅ STUDIETUR TIL LUMSÅS MØLLE

Af Einar Olsen, (formand for mølleudvalget)

Medlemmer af Mølleudvalget og Møllelauget foretog den 18. august 2020 et besøg på Lumsås Mølle med henblik på at lære af de erfaringer, man har gjort sig med møllerestaureringen der.

Den stedlige Møllemester Niels Christoffersen brugte et par timer på at vise rundt og fortælle om, hvordan man griber restaureringen an. Man har på møllen gennem årene foretaget et par større restaureringer og udfører løbende en række mindre opgaver. Tiltagene planlægges i samvirke med Møllebygger Jørn Nilsson (som Mølleudvalget også har tilknyttet Rørvig Mølle).

Besøget var særdeles givende og fornøjeligt!

Den næste studietur foregår den 27. september til Højsager Mølle. Det er med start fra Rørvig om morgenen. Alle aktive medlemmer af Møllelauget er velkomne til at deltage. (Tilmeld i en mail til Laugsmesteren, og få detaljerne). Deltagerne står selv for transport og fortæring.

MØLLERÅDGIVER TILKNYTTET RESTAURERINGEN AF RØRVIG MØLLE

NYT FRA MØLLEUDVALGET
Arbejdet med at forberede mølles restaurering, skrider godt fremad, og mølleudvalget har nu lavet aftale med Møllebygger Jørn Nilsson, Løve om møllefaglig rådgivning ved de forestående restaureringsaktiviteter.

Jørn Nilsson har et helt livs erfaring som møllebygger, og han har medvirket ved mange af de nordvestsjællandske møllerestaureringer. Således også de to hollandske møller, som mølleudvalget senest har besøgt  for at interviewe de bærende kræfter her.

Jørn har fornylig lukket sit eget værksted, og vil medvirke ved arkitektens forberedelse af møllens restaurering, blandt andet ved detaljeret fastlæggelse af håndværksarbejderne og kontrol af ydelserne fra de håndværksvirksomheder der kommer til at virke ved restaureringen.

Mølleudvalget ser frem til det nye samarbejde!

Einar Olsen. Mølleudvalgets formand.

HJEMTAGNING AF MØLLE-AKSLEN

Af Einar Olsen, formand for Mølleudvalget

Lørdag den 22. august 2020 afhentede Mølleudvalget den ”nye” mølleaksel, der i 1999 blev udført med midler doneret af Augustinusfonden og træ doneret af Fritz Treschow, men siden har været opbevaret i Sneglerup.

Det var nødvendigt at Mølleudvalget hentede akslen, idet firmaet hvor den lå er gået konkurs. Løft og kørsel blev, i lighed med andre opgaver for foreningen, igen donoret af vognmand Anders Melgaard.

Tak for det Anders!

Akslen bliver nu, til den kan monteres i møllen, opbevaret i Rørvig Bådebyggeri’s hal på Ligustervej, hvor Bjørn Svenlin har stillet lidt gulvareal til rådighed for Mølleudvalget.

Tak for det Bjørn!

EN BEGIVENHEDSRIG GENERALFORSAMLING

Foto: John Olsen/photodan.dk

Foreningens ordinære generalforsamling blev afholdt den 7. august 2020 på Sognegården, hvor 63 medlemmer var mødt op. Og det blev en aften med beretning, regnskab og selvfølgelig valg til bestyrelsen. Til sidst også en film fra Møllelauget, der også er at finde i et tidligere indlæg her på siden.

Det blev en begivenhedsrig aften hvor formand Bo Bræstrup bedyrede sin afgang og hvor fire nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt ind. I forvejen havde næstformand Henrik Larsen bekendtgjort at han ikke gen-opstillede.

Svend Kirkegaard-Sørensen takkede formandsskabet for en imponerende indsats – Bo’s viden om Rørvig er utrolig, og hans formidling af den har været et særligt aktiv i foreningen. Han har senest taget de første store skridt i arbejdet med at finansiere mølle-restaureringen, formidlet natur-redegørelse og i det hele taget løbet flere af foreningens publikationer igang. Han har ydet en imponerende indsats.

Efter mange år som aktiv i foreningen både før og efter fusionen til Rørvig By og Land, har han nu bedyret en pause i indsatserne for foreningen. Den skal selvfølgelig være ham vel ondt, men lad ikke stemmen forstumme. På foreningens vegne en stor tak til Bo.

Også næstformand Henrik Larsen fik ord med på vejen for de mange år som formand og det sidste år som næstformand. Med Svends ord har Henrik i højere grad arbejdet i det skjulte – og sørget for alt det mange i foreningen ellers tager som en selvfølge. På foreningens vegne også en stor tak til Henrik.

Bestyrelsen

Som nye i bestyrelsen kunne vi sige velkommen til Lene Hjorth, Søren Riiskjær, Erik Pedersen og Kim Vestergaard-Hansen.

Bestyrelsen iøvrigt består af Adam Hey, Einar Olsen, Hanne Winther, Anders Holst, Marianne Ek, Otto Graham, Hans Normann og Flemming Hansen.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig som følger:

Formand: Anders Holst
Næstformand: Lene Hjorth
Sekretær: Søren Riiskjær
Kasserer: Hans Normann

Udvalgene er konstitueret med følgende tovholdere:
By og Havn: Erik Pedersen
Landudvalg: Lene Hjort
Mølleudvalg: Einar Olsen
Møllelaug: Tom Keller Bruun
Formidlingsudvalg: Otto Graham
Aktivitetsudvalg: Adam Hey

Anders Holst

Rørvig Mølle film

Af Tom Keller Bruun, formand for Møllelauget

Tanken bag filmens er, at vi vil dokumentere Rørvig Mølles historie igennem 178 år, dens betydning for byen, og lave en film for eftertiden.

Efterhånden som vi restaurerer møllen, vil dette blive optaget og filmen slutter med optagelser fra genindvielses festen i 2024.

Filmen skal også bruges, i forbindelse med ansøgninger hos de fonde, der skal søges midler hos, i forbindelse med restaureringen.

Klik -her- for at se filmen. God fornøjelse.

Nyhedsbrev nr. 4 møllelauget 20/7-2020

Geopark Festival Film Høstfest Møllesten

RØRVIG MØLLE – opdag den fredede mølle

Med denne overskrift havde vi via Geopark Festival inviteret til at se vores mølle. Vi var spændte på, hvordan arrangementet ville forløbe, men det blev en ubetinget succes. Vi solgte 50 billetter og vore gæster var alle meget begejstrede for besøget, hvilket der er dokumentation for i RØRVIG MØLLE GÆSTEBOG.

Vi takker laugsmedlemmerne Yvonne, Vivi, Otto, Bente, Anne, Claus, Willy, Simon, Einar og Susse for medvirken til de 3 dejlige dage på møllen. De besøgende fik møllens historie fortalt krydret med anekdoter om håndværk og møllerens familie. Gæsterne viste alle interesse for mølleværket, tandhjul, materialer og møllens mekanik. Besøgene rundedes af med hjemmebag og kaffe, øl eller vand og en møllepose med informationer om Rørvig By og Land og flere møllehistorier.

I forbindelse med festivalen har Rørvig Møllelaug udfærdiget en folder, som kan ’snuppes’ ved informationstavlen oppe ved møllen eller ved Lodshuset nede i havnen. I forbindelse med Geopark Festivalen etablerede Rørvig Mølleudvalg og -laug permanente huller til flagstænger, så nu er det nemt at lave en flagallé.

Filmoptagelse

Vi er i lauget optagede af at formidle viden om møllens historie og virke gennem tiderne samt at dele viden om den kommende møllerestaurering. Derfor er vi gået sammen med fotograf John Olsen, Photodan om en
film, der fortæller om møllen gennem 178 år, dens betydning for byen og om den kommende restaurering.

Første del af filmen vil blive vist på den kommende generalforsamling 7. august. Når der fremover er aktiviteter ved møllen i forbindelse med restaureringen, vil det blive filmet og dermed dokumenteret.

Filmens slutning vil vise genindvielsen i 2024.

Høstfest torsdag 15.oktober 2020 på Sognegården

Vi ønsker nedsat et festudvalg! Hvis du har lyst til at være med til planlægning af en FLOT HØSTFEST, så giv lyd fra dig i en af de næstkommende uger. Kontakt laugsassistent Susse Brandt brandtsusse@icloud.com tlf. 51525307 laugsformand Tom Keller Bruun tkbvig2foto@gmail.com tlf. 51892265

RØRVIG MØLLELAUG har med tak modtaget en møllesten fra gammelt dansk land som gave. Mange tak.

Med venlig hilsen og på gensyn
Tom Keller Bruun

Hent nyhedsbrevet som PDF-fil her.

Nyhedsbrev nr. 3 møllelauget 21/6-2020

Udhængsskab opsat
Rørvig Friskole 1.klasse på besøg
Rengøring af mølle og Geopark Festival

Søndag formiddag d. 14. juni opsatte Einar, Simon & undertegnede det nye udhængsskab ved møllen.
Nu håber vi, at de farende kvinder og svende får en oplevelse ved at læse de skiftende opslag og nyheder om møllens historie og dens forestående restaurering.

Onsdag d. 17. juni fra kl. 10.00 havde vi besøg af 1.klasse fra Rørvig Friskole, 10 elever og deres gruppelærer Cathrine og Anna. Eleverne fik en gennemgang af møllens funktion og historie og under denne var spørgelysten stor. Herefter løste eleverne et undervisningsark med spørgsmål omhandlende Rørvig Mølle. Den medbragte madpakke blev nydt med en æblejuice. Efter 2 timer ventedes klassen tilbage på skolen.

Det var rigtig hyggeligt og sjovt at have 1.klasse-besøg. Vi håber, at det vil inspirere Rørvig Friskole til ’mølleemner’ på flere trin, så dette var det første af en lang række besøg fra skolen.

Lørdag d. 20. juni blev den første rengøring af møllen klaret med god hjælp af:
Vivi, Bente, Marianne, Einar, Otto, Willy og undertegnede. Godt klaret.

Geopark Festival d. 3.-4.-5. juli 2020
Lørdag d. 20. juni orienterede undertegnede om vores kommende deltagelse i Geopark Festivalen. Eventen er planlagt til alle tre dage fra kl. 11.00 – 17.00. Hvis du har lyst til at være guide på Festivalen og være med til at formidle vores budskab til gæsterne, så bedes du kontakte mig på tkbvig2foto@gmail.com. Vi glæder os til at have dig med.

Med venlig hilsen og på gensyn
Laugsmester Tom Keller Bruun

PS. Laugsassistenten opfordrer til at følge med på fb-gruppen RØRVIG MØLLELAUG

Hent nyhedsbrevet som PDF-fil her.

Nyhedsbrev nr. 2 møllelauget 20/5-2020

Møllerengøring, Geopark Festival, Høstfest.

Siden sidste nyhedsbrev har Rørvig Møllelaug tilmeldt sig til Geopark Festivalen d. 3.- 4.- 5. juli 2020 med overskriften: RØRVIG MØLLE – opdag den fredede mølle.

Eventdagene er inddelt med 1 times tidsinterval mellem kl. 11.00 – 17.00 med max. 8 personer pr. hold.


Vi uddeler foldere til gæsterne, der laves plancher med møllens historie samt mølleudvalgets og møllelaugets visioner for restaurering af møllen. Vi er værter med kaffe, kage, øl og vand. Hvis du vil være med til at lave plancher mm., så kontakt en af os.

Der er især brug for din hjælp med at guide og med at formidle vores budskab for gæsterne og ved klargøring ved opstart og med at pakke sammen om aftenen.


Vi holder et ’event-informationsmøde’ for os aktører lørdag d. 20. juni fra kl. 15.00

Men inden denne event skal vi have klaret en rengøring af møllen.


Vi tænker, at hvis vi er en 5-6 medlemmer, der er friske på dette, kan vi klare det lørdag formiddag d. 20. juni fra kl. 10.00 – 14.00


Rørvig Møllelaug afholder RØRVIG MØLLE HØSTFEST på Sognegården, ikke kun for laugsmedlemmer, men også for borgerne i Rørvig.

Sæt X i kalenderen torsdag d. 15.10.2020

Invitation følger i et kommende nyhedsbrev – så hold godt øje med det

Vi håber, at du har lyst til at give en hånd med at disse opgaver bliver klaret.

Kontakt venligst:
laugsformand Tom Keller Bruun tkbvig2foto@gmail.com tlf. 51892265
laugsassistent Susse Brandt brandtsusse@icloud.com tlf. 51525307

Med venlig hilsen og på gensyn Tom Keller Bruun

Hent nyhedsbrevet som PDF-fil her.

Nyhedsbrev nr. 1 møllelauget 15/4-2020

Som formand for Rørvig Møllelaug skriver jeg til dig for at orientere dig om, hvad der sker af nyt ved Rørvig Mølle.

Efter sidste års generalforsamling i Rørvig By og Land er der nedsat et Mølleudvalg og under dette et Møllelaug.

Møllelauget skal arbejde for at udbygge og udbrede kendskabet til Rørvig Mølle, som det pejlemærke, møllen var førhen og det vartegn, møllen er nu. Vi vil i samarbejde med Mølleudvalget arbejde for og bidrage til, at møllens oprindelige funktion genskabes i et sundt bygværk og vi vil formidle møllehistorien og værne om Rørvig Mølle ved at sætte fokus på før og nu gennem forskellige aktiviteter og arbejdsindsatser med nyt Rørvigliv på møllegrunden gennem året.

Rørvigboere og Rørviggæster skal komme her, skal kende til Rørvig Mølles historie og skal i fremtiden opfatte Rørvig Mølle som et vægtigt samlingspunkt i byen.

Møllelauget tegnes nu af Tom Keller Bruun som Laugformand, Susse Brandt åndsfrænde/ sparringspartner.. Og vi skal være mange, mange flere, der vil arbejde for og drømmer om en smuk og statelig mølle i fremtiden.

Vi må desværre erkende, at planlagte aktiviteter er udsat i disse Coronavirus-tider.

Odsherred Kommunes +60 aktivitet med Rørvig Møllelaug og Dansk Mølleforenings mølledag d. 21/6-2020 må aflyses i år. Men så snart der bliver åbnet op for, at vi kan samles flere igen, vil vi indkalde jer til et orienterende møde og en arbejdsdag, hvor de af jer, der har lyst til at deltage, kan være med til *forårs- og sommeroprydning* i møllen.

Er du interesseret, har du spørgsmål om og ideer til Rørvig Møllelaug og har du lyst til at være med på holdet, så lad os det endelig vide.

Skriv et par ord til mig på tkbvig2foto@gmail.com

Med venlig hilsen og på gensyn

Tom Keller Bruun

Hent nyhedsbrevet som PDF-fil her.

RVBL inviterer til oplevelser på egen hånd i Rørvig

Rørvig By og Land har en lang tradition for at formidle Rørvig – i gennem mange år med byvandring­er, hvor særlig vidende medlemmer har fortalt om byen, dens liv og dens huse. Nu udvider foreningen – gjort mulig med økonomisk støtte fra NordeaFonden – formidlingen med 5 nye familieopgaver i serien ”På opdagelse i Rørvig…”.

Familieopgaverne fremviser og fortæller om det mere usete og ukendte Rørvig. Formålet med folderne er at skabe fælles familie­oplevelser, aktivere deltagerne og give reel viden om Rørvig – og ikke mindst vise Rørvigs kvaliteter. Den svære udfordring har været at gøre folderne interessante for både børn og voksne og fokus har derfor været på at udvikle og tilrette­lægge spørgsmål og emner, så alle aldre får lyst til bruge foderne. Bedøm selv om det er lykkedes.

De fem familieopgaver i serien ”På opdagelse i Rørvig…” har følgende temaer:

  1. Med mor og far i hånden – (bedst til mindre børn).
  2. Med mor og far i hånden – (bedst til større børn).
  3. Rørvigs kulturmiljø.
  4. Rørvigs bygninger og deres karakteristika.
  5. Rørvig Havn.

Familieopgaverne kan frit benyttes. Opgaverne er ”selv­betjenings­opgaver”, der kan hentes her på Rørvig By og Lands hjemmeside eller fysisk tages i de ophæng­te opgavekasetter 3 steder i byen, nemlig i indgangspartiet hos købmand Kurt, i indgangspartiet til havnekontoret eller på det sorte infotårn ved det Grønne Lodshus på havnen. Og som noget nyt kan folderne fra i år også hentes hos Visit Odsherred i Nykøbing Sj.

Det eneste du selv skal huske er at læse ”brugs­anvisningen” i opgave­­arket og medbringe skrive­redskaber af en slags – og måske noget at drikke. Så er du klar.

Tilbage er så kun at ønske: God tur – og pas på jer selv i trafikken og hjælp hinanden hermed!

2019. 1. På opdagelse i Rørvig - for mindre børn.
2019. 2. På opdagelse i Rørvig - for større børn.
2019. 3. Rørvigs kulturmiljø.
2019. 4. Rørvigs bygninger og deres karakteristika.
2019. 5. Rørvig Havn.

Rørvigs naturværdier – Foreningen fremlægger resultatet af flere års arbejde

Rørvig By og Land har i regi af foreningens land-udvalg de sidste 3 år arbejdet på at opdatere og viderebearbejde redegørelsen ”Naturen i Rørvig Sogn – Forslag til Naturplanlægning”. Denne redegørelse udgav den daværende Rørvig Naturfredningsforening ” i 2006, og i 2007 blev den efter mindre tilretninger fremsendt til den nye Odsherred Kommune af Rørvig Foreningsråd.

Formålet med den opdaterede udgivelse er -udover en opdatering af de faktuelle forhold- at klarlægge og synliggøre de retningslinjer, som foreningen Rørvig By og Land arbejder efter i sit virke for at fremme områdets naturværdier og oplevelsesmulighederne i naturområderne. Områdets natur er af afgørende værdi ikke alene for Rørvig, men for hele Odsherred Kommune. Geografisk dækkes Rørvig Sogn – i daglig tale også kaldet Rørvighalvøen.

Vi præsenterer og opsummerer dette arbejde på vores generalforsamling. Forslagene vil yderligere kunne drøftes på vores debatmøde i efteråret. Det resultat vi fremlægger nu skal ikke betragtes som endegyldigt, selv om det har været længe undervejs. Vi bliver hele tiden klogere, og emnet er kompliceret. Efter input fra vores medlemmer, nye informationer, nye data og nye udviklinger er det hensigten løbende at opdatere redegørelsen.

Her kan du fordybe dig i resultaterne af vores arbejde. Vi viser 3 dokumenter:

Rørvigs naturværdier – før, nu og i fremtidenPejlemærker for Rørvig By og Lands arbejde

Dette dokument er en opsummering af resultaterne – for dig som hurtigt vil se hvad det går ud på.

Åben dokumentet Pejlemærker her.

 

Rørvigs Naturværdier – før, nu og i fremtiden – Redegørelse

Dette dokument er den egentlige redegørelse på i alt 49 sider – for dig som har tid, energi og lyst til fordybning i en mere udtømmende beskrivelse.

Åben dokumentet Redegørelse her.

 

Rørvigs Naturværdier – før, nu og i fremtiden – Bilag om Rørvigs geologiske historie og landskabsudvikling og om befolkningsudviklingen i Odsherred og Rørvig

Dette dokument er et bilag til redegørelsen på 28 sider med en uddybning af Rørvigs geologiske, natur- og landskabsmæssige historie og de senere års befolkningsforhold.

Åben dokumentet Bilag her.

God læselyst!

Nyt Rørvig-kort udkommet

Vi har de sidste to år arbejdet på et helt nyt kort over Rørvig og Nakke. Dette kort er nu blevet færdigt.

Kortet er udgivet i to versioner: Et foldet kort med supplerende oplysninger på bagsiden, og et plant kort til indramning og ophængning.

Kortet koster 100 kr. Som medlem har du allerede fået det foldede kort tilsendt. Du kan melde dig ind i foreningen og få kortet gratis her i sommer ved henvendelse i Lodshuset på havnen.

Det foldede kort kan købes hos:
Kurt – Spar Rørvig, Smedestræde 9, Rørvig

Det foldede og plane kort samt det plane kort indrammet til ophængning kan købes/bestilles hos:
Rammemanden, Rørvigvej 221. Telefon 31 71 91 90

Vi takker Landliggerforeningen for økonomisk tilskud til udarbejdelse af kortet i forbindelse med denne forenings nedlæggelse i 2015

Kort som billede Kort forside af det foldede som billede Kort bagside af det foldede som billede 2 Kort bagside som billede

Yderligere 10 bænke er opsat

I 2016 udskiftede vi 8 ældre bænke på Højsandet, Solfaldshøj ved Dybesø, Dybesøs vestside, Dybesøtangen og på Isefjordstien ved Løvstræde og på Nakke før Skredbjerg  i tillæg til den første bænk som Rørvig Foreningsråd opsatte på Højsandet ved rydningen i 2015.

Vi har i år yderligere opsat 10 bænke. Der er således ialt nu opsat 18 bænke. Ligesom sidste gang er opsætningen sket i samarbejde med Naturstyrelsen Vestsjælland, som har udpeget placeringen på deres arealer, og i samarbejde med Odsherred Kommune, som har godkendt placeringen på kommunens arealer.

De 10 nye bænke er placeret med 6 bænke i Sandflugtsplantagen, 1 på Korshage, 2 på Isefjordsstien og 1 ved Højsandet ved stien nedenfor rydningen

De 6 bænke i Sandflugtsplantagen er placeret som vist på kortet nedenfor. De fleste er udskiftninger af gamle udslidte og ofte forrådnede bænke.

Bænken på Korshage er en udsigtsbænk placeret diskret i en lavning på spidsen af Korshage, så den ikke ses fra landsiden. Placeringen er godkendt af Fredningsnævnet, Naturstyrelsen, Odsherred Kommune og Kystdirektoratet.

De to nye bænke på Isefjordsstien er opsat med 1 bænk ud for Skydebanen til erstatning for en ældre faldefærdig bænk, og 1 ny bænk længere sydpå ved pynten ud for Stavnsbjerg og ud for Rørmosen. Den sidste bænk er opsat med tilladelse fra Rørmosegård.

Alle bænkene er som tidligere udført af Skilteværkstedet under Naturstyrelsen Thy og i samme design. De sidste 10 bænke er alle med ryg. Vi har tilstræbt at fordele opsætningsarbejderne lokalt, således at bænkene denne gang er opsat af ”Rørvig Hus og Have”, Højsandsgården på Sandlodsvej. Internt er det foreningens landudvalg som har stået for koordineringen og bestillingen. Marianne Ek i vores bestyrelse har været meget aktiv og sørget for det praktiske vedrørende opsætningen.

Alle de 18 bænke vil få et diskret skilt i messing påsat med foreningens logo. Vi takker for samarbejdet med Naturstyrelsen Thy, Naturstyrelsen Vestsjælland, Odsherred Kommune, Kystdirektoratet og ikke mindst Rørvig Hus og Have. Vi takker også Landliggerforeningen, som i forbindelse med nedlæggelsen af denne forening i 2015 overførte 2/3 af sin formue på godt 60.000 kr., altså 40.000 kr. til vores forening til generelle formål, og som herved har bidraget økonomisk til vores projekt med at opsætte bænkene.

Vi håber at bænkene bliver til glæde for alle dem i Rørvig, som sætter pris på at nyde naturen i nogle minutters stilhed og at bænkene i øvrigt vil gøre deres til at helhedsindtrykket fra vores færden rundt i naturen ikke skæmmes af naturstridige opstillinger, men præges af samhør mellem naturen og vores indgreb. Så forhåbentligt vil I både nyde at sidde på dem – og se på dem!

IMG_0013  IMG_0012

Bænk på Isefjordsstien ud for Stavnsbjerg og udsigten fra denne bænk

IMG_0341        IMG_0025

Sandflugtsplantagen                                   Korshage

Naturstyrelsen - anvisning af bænke i Sandflugtsplantagen - Forår 2017 2

Placering af bænke i Sandflugsplantagen

Højsandet året efter

Halvandet år efter rydningen på Højsandet er arrene afløst af et smukt tæppe af græsarten, rød svingel. Der er tale om en midlertidig tilstand, som er almindelig i lysninger. Den vil efterhånden afløses af en mere varieret vegetation. Allerede nu er formålet med rydningen imidlertid opnået, idet det gamle indtryk af indlandsklitten er retableret.Højsandsrydning2
Højsandsrydning3

Møntfund ved møllen

Vi har givet Benno Jensen, Nakke, tilladelse til at gå med detektor på møllens mark. Han har sammen med Jan Godtfredsen nu gjort en række fund, herunder et meget interessant fund på 29 sølvmønter – næsten alle koncentreret på et lille område, hvor en pung eller lignende antageligt er pløjet op. I det koncentrerede område er de fleste mønter fra Erik Menveds tid sidst i 1200-tallet. To af dem er dog engelske mønter fra sidst i 1100-tallet. Der er også enkelte mønter fra 1300-tallet, som ikke behøver at stamme fra pungen, da der er fundet mange andre ting på marken – herunder et spænde fra middelalderen, en lille sølvbarre og meget andet fra især middelalder og bronzealder.

Pungen med sølvmønter kan være gemt, da Marsk Stig hærgede i Isefjorden omkring 1290 efter at være dømt fredløs for mordet i Finderup Lade. Ejeren har i så fald ikke kunne hente den igen.

Fundet er også interessant, fordi det støtter antagelsen om, at landsbyen Rørvig i hele middelalderen  har ligget lige neden for bakken ved møllen, hvor gadekæret lå på den åbne græs-trekant i Vestergade, og byens bæk herfra løb ud i den rørfyldte vig ved Strædets åbne bådeplads – se også artiklen om det ældre Rørvig.

Det er opfattelsen, at der næppe kan findes mere med detektor på den tidligere pløjede møllemark. Nationalmuseet er underrettet, men har endnu ikke dateret og vurderet fundet.

En del af fundet vil blive fremvist på vores generalforsamling 7/8 2015.

Fund fra møllen

Fund fra møllen II

Sølvmønter Møllen 1

Genudgivelse af bogen ”Hilsen fra Rørvig”

Foreningen har nu genudgivet bogen ”Hilsen fra Rørvig”. Bogen, som er på 176 sider, er en lokalhistorisk gennemgang af Rørvig Sogn set igennem 304 postkort over 100 år, opdelt i kapitler om forskellige temaer og lokaliteter på Rørvig-halvøen med en indledende tekst for hvert kapitel.

Bogen udkom første gang i 2009 og blev meget hurtigt udsolgt. Udgiveren var dengang Rørvig Naturfredningsforening i samarbejde med Bevaringsforeningen for Rørvig Sogn, nu fusioneret til Rørvig By og Land. Efter flere opfordringer har foreningen besluttet at genudgive bogen.

Bogen bygger på en samling af postkort som forfatteren Gitte Baess har foretaget gennem mange år. Gitte Baess har nu opdateret oplysningerne for godt 60 af postkortene, med nye informationer og især præciseret postkortenes udgivelses- og stemplings-datoer.

Rørvig By og Land er meget glade for nu at kunne imødekomme et behov for lokalhistorisk viden om Rørvig-området med denne udgivelse, ikke mindst for mange tilflyttere og landliggere, som er kommet til området siden 2009. Udgivelsen er muliggjort gennem forkøb fra lokale forhandlere. Foreningen retter således en tak til:

Eurospar Rørvig, Smedestræde i Rørvig,

Bog & Idé, Algade i Nykøbing,

Smith & Smith, Algade i Nykøbing og

Damkærgård, Vestergade i Rørvig.

Bogen kan købes for 299 kroner på disse steder og online på http://www.damkaergaardbutik.dk.

Se plakaten for bogen her:

Rorvigplakat revideret udgave til skaerm

 

Naturpleje på Højsandet

Højsandets indlandsklit har ligget åben siden dannelsen i 13-1500-tallet frem til 1930’erne, hvor kvægafgræsningen ophørte. Sommerhusejere har tit gennem de senere år udtrykt ønske om en rydning, så man kunne få den gamle udsigt igen. Indvendingen mod lige netop dette formål har været, at sommerhusejernes egne træer spærrer for horisonten, så man ikke engang vil kunne se kirken mere. Vi tog dog handsken op i Rørvig Foreningsråd og konstaterede,
• at man kunne reetablere en smuk udsigt over skoven mod aftenhimlen og solnedgangen i det efterhånden meget lukkede område,
• at man havde chance for at redde de sidste rester af overdrevsagtig tørbundsvegetation på skrænten, og
• at man kunne give publikum et godt indtryk af den særprægede klitformation både oppefra og nedefra som led i Geopark Odsherred, hvis stiføring passerer stedet.
Rørvig Foreningsråd besluttede derfor i enighed, at man ville ofre en del af de indtjente midler fra salget af Rørvig-plakaten på forehavendet.

Hoejsandet2Rørvig By og Land udarbejdede et projekt for Foreningsrådet, som ses vedlagt i PDF. Ca. 1 ha. skulle ryddes, så den høje klitskrænt kunne opleves fra gangstien på toppen og cykelstien nedenfor – uden at der skete noget stort indhug i den spændende naturskov, som efterhånden er opstået på §3-overdrevet. Stedet blev nøje udvalgt med en passende vegetation og højde af Højsandet. Der blev taget kontakt til de to ejere, Naturstyrelsen Vestsjælland og den private lodsejer, Kurt Johansen, som begge var velvilligt indstillet – med Naturstyrelsen som den udførende part. Også Odsherred Kom-mune var med på projektet, som blev godkendt af Fredningsnævnet.

I vinter har Naturstyrelsen udført arbejdet med entreprenør. Det er gået helt efter planen, og der mangler blot lidt udbedring af tilkørselsstien. Der er bevaret en passende mængde træer for at give arealet den gamle overdrevskarakter – herunder en del af de gamle fyrretræer oppe ved kanten – og der er lavet en tilpas overgang fra overdrev til skov. Området ser naturligvis nøgent ud nu med de mange stubbe, men det er en sædvanlig konsekvens af naturpleje – det vokser hurtigt til, når græsset gror. Det er hensigten, at man først vil se, om man kan nøjes med at rydde med kratrydder hvert 3.-5. år, inden man lægger sig fast på en fast plejeplan.

Vi glæder os over resultatet, hvor vi igen kan opleve lidt af den natur og den særprægede landskabsdannelse, som prægede Rørvigs nærmeste omgivelser før i tiden.

Vi har nu ydet vores indsats, som lever op til sit formål. Det er op til sommerhusejerne selv at etablere en yderligere udsigt til kirken og landskaberne i horisonten, hvis de ønsker det, ved at fælde nogle af de træer, som forekommer alt for høje i forhold til sommerhusgrundene.

Hoejsandet1