På bestyrelsesmødet den 19. marts meddelte formand Anders Holst, at han af private årsager tager orlov fra bestyrelsesarbejdet, herunder formandsposten.
Som konstitueret formand tiltræder næstformand Lene Hjorth.
Lene Hjorth udtrykte på mødet, at hun agter at stille sig i spidsen for de samme mål, som Anders Holst har gjort. At sikre de værdier, som har gjort og fortsat kan gøre Rørvig til et attraktivt sted for fastboende, landliggere og gæster. Desuden at arbejde for beskyttelse af værdifuld natur og bevaringsværdige bygninger. I den kommende tid vil der være særligt fokus på arbejdet med lokalplaner og at få færdig-restaureret Møllen.
Bestyrelsen havde en lille opgave med at rydde møllegrunden op efter stormen Ottos hærgen, som blandt andet havde flænset teltet midt over.
Heldigvis foregik arbejdet i det dejligste solskinsvejr. Nu glæder vi os til at få flyttet materialerne ind i en container, som ankommer i løbet af et par uger.
Flere borgere har henvendt sig til Rørvig By og Land, og spurgt os om, hvorfor der er fældet så mange træer i plantagen ved Rørvig.
Vi lod spørgsmålet gå videre til Carsten Poulsen, skovfoged på Midtsjælland ved Naturstyrelsen, for at spørge ham om, hvilke tanker der ligger bag.
Der er to forskellige projekter. Vi har ryddet noget natur, primært bjergfyr og Sita gran fra redningsvejen og ud mod kysten. Det har vi gjort for at bevare den lysåbne klitnatur og derved hindre, at det bliver til skov. Strategien bag det er, at vi ønsker at bevare den oprindelige natur ud mod kysten. Der er efterladt nogle få skovfyr, men ellers har vi taget godt ved, for at give det oprindelige naturindhold gode vækstbetingelser. Der er stadig ca. tyve hektar bjergfyr, som vi har ladet stå.
På jeres hjemmeside står der at rydningen også er sket for at fremme diversiteten. Hvad sker der i praksis?
Det meste af plantagen er ret mørk skov, så ved at skabe nogle andre levevilkår fremmer vi diversitet gennem et lysåbnet areal med nye vækstbetingelser. Vi håber, at det også betyder, at der kommer flere sommerfugle og insekter.
Men kommer bjergfyrren ikke bare igen?
Bjergfyr spreder sig ved frø og gror meget langsomt, så det er ret overkommeligt at holde det nede. Vi skal stadig finpudse lidt derude. Fx er der noget Sita gran, der skal væk, som står ude på toppen. Alle de fældede træer er kørt væk og sat i stakke.
Jeg har set, at I har kørt med nogle maskiner derude. Hvilke andre projekter har I gang i?
Rynket rose bliver ryddet med maskiner. Den har vi kæmpet med i mange år. Og så har vi et skovningsprojekt med rydninger af nåletræ. Det er vest for telegrafvej og det er primært Sita gran, vi jagter. Den er invasiv. Ideen er at skabe de bedst mulige vilkår for den urørte skov med de hjemmehørende arter, der skal være i naturen. Fx er Sita granen importeret fra Nordamerika. Så vi prøver at fjerne de ikke-hjemhørende. Det gælder også Omorika gran, som også er ret uinteressant naturmæssigt.
Carsten Poulsen fortæller desuden, at Styrelsen arbejder med en forvaltningsplan, hvor de skal arbejde med områder, der er udpeget til urørt skov. De er så småt gået i gang med Hov vig. Et andet område er Sandflugtplantagen og Rørvig, men det er først programsat om et år. Der vil blive en borgerinddragende proces med et offentligt møde. Her vil Styrelsen fremlægge de tanker, der ligger bag planen for urørt skov og hvordan de tænker at konvertere områderne til netop urørt skov.
Den proces vil Rørvig By og Land meget gerne følge og vil informere borgerne om tiltagene på vores forskellige platforme.
Så kom den, årets jul. Det betyder også at det nye kalenderår er lige om hjørnet. Bestyrelsen ser ind i det med store forventninger. Dels har vi etableret et stærkt samarbejde i bestyrelsen, dels er foreningens store restaureringsprojekt efter en økonomisk, restaureringsfaglig og organisatorisk kaotisk opstart, kommet på ret kurs, og Rørvig Mølle har senest smidt hammen af plastiksejl, og kan igen lyse mølleengen op. Bedre julegave kunne vi ikke ønske os.
Vi kan igen glæde os over det historiske og smukke syn af forgangne tiders opfindsomhed og glæde os til at det bliver endnu smukkere når vi er færdige. Det er en spændende opgave at formidle dette unikke stykke erhvervs- og kulturhistorie. Der arbejdes i kulissen, og vi glæder os til at fortælle meget mere om møllelauget som lokalt kulturhistorisk fællesskab.
Samarbejdet med kommunen
I bestyrelsen har vi brugt første halvår på at finde sammen om de nye dagsordner vi har for Rørvig By og Land, og på at få samarbejdet med kommunen til at fungere. Det er for alvor begyndt at lykkes, og vi oplever efter en årrække på sidelinjen af den kommunale spilleplade, at kommunen inddrager foreningen i udmøntningen af den bevarende lokalplan – foreløbigt er det blevet til tre konkrete byggesager for restaurering af bevaringsværdige bygninger i Rørvig, som vi har været involveret i. Det er noget vi har arbejdet på i flere år, og derfor er det en ekstra stor fornøjelse at samarbejdet med forvaltningen er godt og konstruktivt. Vi betragter det som en vigtig milepæl.
Flere lokalplaner
Vi har også arbejdet videre med spørgsmålet om lokalplaner. Udfærdigelsen af lokalplaner er et helt nødvendigt redskab i reguleringen af Rørvig by og omegn, og vi har dialoger på alle niveauer for at få gang i lokalplanlægningen særligt af sommerhusområderne der i for høj grad er uregulerede. I den forbindelse har vi også påklaget hvad vi mener er tilsidesættelse af lokalplanpligten i forbindelse med de planlagte sommerhusbyggerier på Trollesvej. Klagen er indgivet til Planklagenævnet, og vi afventer afgørelsen. Vi håber – som det var tilfældet med afgørelsen for byggeriet på Amalievej – at den øverste myndighed på området, vægter tydelig regulering.
Vedtægterne – igen, igen
Generalforsamlingen vedtog forrige år et sæt nye vedtægter, der nu har været i brug, Vedtægten var tænkt som en demokratisk oprustning der skulle sikre bedre procedurer og mere gennemskuelige drøftelser for og debatter om arbejdet i foreningen. Vedtægten har imidlertid vist sig at være uhensigtsmæssig og unødigt regulerende. Den hindrer foreningens almindelige smidighed og effektivitet, og i bestyrelsen oplever vi vedtægten som for bureaukratisk.
Der har været en del besvær med vedtægter i foreningen de senere år, men Bestyrelsen ser det som helt nødvendigt at få genoprettet styringsgrundlaget for foreningen, og vil derfor forelægge et forslag til revideret vedtægt for foreningen på den kommende generalforsamling.
Jeg kunne fortsætte listen af opgaver vi kan glæde os over foreningen har fået lagt an til med foreningens forslag til hastighedsregulering i Rørvig og omegn, de strategiske dialoger om bymidten, havnen og overvejelserne for en fremtidig struktur for erhverv og detailhandel, rydningen af Solfaldshøjen, affaldssortering i sommerhusområderne, foreningens aftale med kommunen om ret til forskønnelse og vedligehold af udvalgte arealer i Rørvig, oprustning af lokal kulturhistorisk formidling, men vil i stedet sende bestyrelsens venligste julehilsner og varmeste tak, til alle medlemmer, vore samarbejdspartnere i kommunen, til møllebygger, tømrer og arkitekterne, der sammen med Arne Jørgensen og mølleudvalget i øvrigt, har taget sig så godt af møllen. De har skilt den ad, været alle delene igennem og sat det hele sammen igen. Det er forbilledligt – og kan selvfølgelig kun ske takket være fonde og myndigheder der har bakket op indsatsen. Vi glæder os til at takke og fejre dem alle sammen behørigt når ved senere lejlighed.
Landudvalget under Rørvig By og Land, har foretaget en større rydning af Solfaldshøjen, så den smukke udsigt over Dybesø kan nydes. Det betyder, at en del store træer og buske er blevet fjernet på grunden. Samtidig er trappen blevet genoprettet, så man let når toppen.
Udsigten ud over Dybesø er blevet mulig pga. en konstruktiv dialog med naboerne, som har været særdeles samarbejdsvillige. Landudvalget takker for samarbejdet.
Kom og nyd udsigten. Værsgo brænde, men vis hensyn.
Vi har bragt to store egestammer til opbevaring, for sidenhen at bruge dem til at producere 2-3 bænke, der skal opsættes ved Møllen og Solfaldshøjen.
Derudover ligger der en del opskåret brænde på grunden, som medlemmer af foreningen frit kan hente.
Vær venlig at udvise ansvarlighed, hvis I ønsker brændet. For det første tag ikke for store mængder. Der skal være til flere medlemmer end dig selv og pas på når du parkerer ved Solfaldshøjen. Der er kun plads til en bil ad gangen pga. dårlige udsigtsforhold.
Istandsættelsen af Rørvig Mølle er i fuld gang, og arbejdet med udbedring af højben er ved at være i mål. Da spån og beklædningsbrædder blev demonteret, blev omfanget af skader på møllens konstruktion synlig. Der kunne konstateres flere kraftige rådskader og ikke mindst, at gnavere har haft slået bo bag brædder og lasker og gnavet sig gennem mellemgulvsbjælkerne. To højben måtte udskiftes i fuld højde og derudover er der udført udlusninger på tre andre højben. Kun dårligt træ udskiftes, alt intakt træ bevares og er genmonteret, og samlinger er udført med traditionelle tømmersamlinger.
Snart går arbejdet med montering af beklædningsbrædder i gang, så møllen kan tækkes med spån inden vinteren kommer.
I forbindelse med den aktuelle debat om nybyggeriet på Amalievej 10, er foreningens holdning blevet efterspurgt. Derfor vil jeg her redegøre for foreningens principielle overvejelser for nybyggerier og dispensationer fra lokalplaner. Jeg vil også sige lidt om hvordan vi har arbejdet med det og kommentere den konkrete sag.
Det principielle
Det er vigtigt med en så entydig ramme for nybyggeri i Rørvig som muligt. Rørvig by og omegn skal omfattes af lokalplaner, der tager hensyn til de særlige og unikke kvaliteter Rørvig er i besiddelse af. Det angår det værdifulde byggede miljø og beplantninger i tilknytning hertil, tilsammen med landskaberne og naturen omkring
Dispensationer skal i det store hele undgås. Det byggede miljø i Rørvig har karakter og en værdi der gør at det skal reguleres grundigt og politisk for at kunne opretholdes, og dispensationer vil derfor oftest handle netop om at fravige beskyttelsen af denne værdi.
Eventuelle dispensationer fra lokalplaner skal behandles politisk, og bør ikke kunne tildeles alene efter administrativ vurdering. Dispensationer skal indbefatte en så bred proces som muligt, der skal formaliseres i kommunen. Nybyggerier der rækker ud over lokalplanerne, skal sikres en reel demokratisk politisk behandling der afspejler at væsentligheden for en dispensation som undtagelse, svarer til vedtagelsen af lokalplanen som regel.
Kommunen skal være opsøgende ved kendskab til lokalplansovertrædelser
Foreningens arbejde
Foreningen har for år tilbage, været hørt i byggesager. Vi har gennem noget tid tilstræbt at få denne status genvundet og i 2021 har foreningen løbende haft møder med planafdelingen om overholdelse af lokalplaner og om igen at blive høringspart i byggesager. Vi har oplevet en positiv holdning, og har rykket for indgåelse af en aftale om igen at opnå berettigelsen.
Vi har også henvendt os til den tidligere borgmester med henblik herpå og er optimistiske i forhold til at opnå status som høringsberettiget i byggesager med en ny borgmester. Foreløbigt er foreningen blevet høringsberettiget ved nye initiativer på andre områder.
Vi har i disse dialoger også arbejdet for at kommunen ændrer praksis i forhold overskridelse af lokalplaner, hvor holdningen har været at forvaltningen ikke er proaktiv på området, men alene reagerer på klager.
Foreningen mener ikke det bør være naboer eller byens øvrige borgere der skal anmelde overskridelser, før kommunens handling kan forventes. Det risikerer at skabe splid lokalt, når borgere skal angive hinandens overtrædelser, og det bør ikke betvivles at det entydigt er en kommunal opgave og et kommunalt ansvar, at lokalplanerne overholdes og at der sættes ind ved overskridelser.
I forhold til dispensation fra lokalplan arbejder vi for at mandatet til afgørelse alene kan ligge i det politiske udvalg, og ikke bør kunne lægges i administrationen. Foreningen mener det skal være et forvaltningsmæssigt ansvar at lokalplanerne overholdes, men entydigt et politisk ansvar hvis der skal dispenseres.
Den konkrete sag
Uden at gå ind i motiverne for dispensationen i den konkrete sag, Amalievej 10, mener vi:
At der ikke synes at være et tilstrækkeligt dækkende motiv og rimeligt grundlag for at tildele en dispensation fra den bevarende lokalplan til byggeriet som det fremstår
At kommunen ikke har etableret en bred og lokalt forankret høringsproces i forbindelse med dispensationen
At den (som foreningen forstår det) administrative tildeling af dispensationen ikke burde være fundet sted sådan, men have været behandlet til beslutning efter demokratisk lokal høringsproces og til beslutning af det politiske udvalg
Det videre arbejde
Som forening arbejder vi videre for at:
alle ønsker om dispensation fra lokalplaner i kommunen, skal behandles bredt lokalt i høring og afgøres af det politiske udvalg
arbejdet med lokalplaner for hele Rørvig prioriteres af kommunen
Bevaringsforeningen Rørvig By og Land bliver høringsberettiget i byggesager
KDL Lodsbåden, der oprindeligt blev bygget til Rørvig Lodseri, fejrer 100 års jubilæum. Fredag var den smukt restaurerede lodsbåd et tilløbsstykke på Rørvig Havn.
KDL Lodsbåden, oprindeligt bygget til Rørvig Lodseri, var det store samlingspunkt fredag eftermiddag, hvor det smukke, hvide træskib fredag anløb sin gamle hjemhavn – nyrenoveret i anledning af sin 100 års fødselsdag.
– Det er fantastisk, at så mange er mødt op i dag for at se den smukke båd ligge til i Rørvig Havn igen. Den er en vigtig del af byens historie. Det er dejligt at have værtsskabet for lodsbåden i dag, sagde Lene Hjorth, næstformand for Rørvig By og Land.
I 1919 blev det danske lodseri udlagt i distrikter, og Rørvig-distriktet var så vigtigt, at der allerede i 1922 blev bevilget ny lodsbåd til Rørvig Lodseri. KDL Lodsbåden (Kongelige Danske Lodsvæsen) blev bygget på Frederikssund Bådværft og – udover sejl – som noget helt nyt udstyret med glødehovedmotor fra Aabenraa Motorfabrik. Tidligere benyttede lodserne åbne smakkejoller, der kun blev drevet frem af sejl.
I Rørvig var det lods Jens Otto Hald, der sejlede med KDL Lodsbåden. Syv år fik lodsbåden i Rørvig. Da lodseriet i 1929 blev nedlagt og flyttet til Holbæk Havn, ville lods Hald gerne flytte med – hvis han fik lodsbåden med.
Navneskift til “Marius”
I 1954 blev lodseriet i Holbæk overflyttet til Hundested. Lodsbåden blev overtaget af Holbæk Havn, der frem til 1972 benyttede den som havnebåd, hvorefter den sejlede under privat ejerskab og fik da navnet “Marinus”. Lodsbåden blev ombygget til lystfartøj – blandt andet blev der bygget et lukaf i forstavnen og en uoriginal mast
I 1999 blev KDL Lodsbåden solgt til Holbæk Museum, nu Museum Vestsjælland, hvor den indgår som sejlende museumsgenstand og historie-formidling.
Syv planker udskiftet
I anledning af 100 års-jubilæet er lodsbåden i år blevet gennem-restaureret i Nationalmuseets hal på Kanalstræde i København. Den ni tons tunge, ni meter lange og 3,6 meter brede båd har fået udskiftet syv planker hele vejen rundt, er blevet kalfatret med værk og malet hvid..
Frivillige fra lods-lavet passer KDL Lodsbåden i det daglige i Holbæk Havn, og det var mandskab fra lavet, der kom sejlende med båden til Rørvig Havn fredag.
På molen, med lodsbåden i baggrunden, og omgivet af fremmødte havnegæster, fortalte stadsarkiver Peter Blumensaat om historien bag Rørvig Lodseri, Lodsoldermandsgården og KDL Lodsbåden.
Indkaldelsen til den ordinære generalforsamling på Sognegården til den 12. juni, nåede desværre ikke frem til medlemmerne rettidigt som angivet i vedtægten,. Det skyldes at overleveringen af bladet med indkaldelsen, blev forsinket pga. af en misforståelse mellem trykkeri og distributør.
Vi udsætter derfor generalforsamlingen til sidst i juni, og melder datoen ud, så snart den er helt på plads, og fremsender indkaldelse til alle medlemmer igen.
Vi beklager – og har selvfølgelig også fuld forståelse for at det kan ske.
Anders Holst vender tilbage efter sygeorlov og vil lede det næste bestyrelsesmøde d. 24. april 2022 og herefter atter være aktiv i Bevaringsforeningen Rørvig By og Land.
Vi er glade for at kunne byde Anders Holst velkommen tilbage.
Der er opstået en fejl ved opkrævningen, således medlemmer der har betalt via betalingsservice er opkrævet igen med rykkergebyr. Man skal afvise denne opkrævning i sin netbank!
Vi beklager selvfølgelig fejlen, som vi har kontakt med nets om. Mvh
Landudvalget havde i lørdags en dejlig solskinsdag på Myntestien. Vi fik fældet og ryddet det, vi ønskede, så fredskoven igen kun består af egetræer. Har I lyst til at hente træ til brændeovnen, er I velkomne til at gøre det. Det skal foregå på hverdage, for ikke at genere naboerne. Først til mølle princippet gælder.